Hvis du forsøger at skrive beskeder som 'Demokratisk bevægelse', 'Befri Tibet' eller 'Længe leve Taiwans uafhængighed' og 446 andre vendinger, kan du rende ind i problemer, hvis du bruger en smartphone produceret af kinesiske Xiaomi.

Deres telefoner, som blandt andet er solgt over hele Europa, har en indbygget software, der kan opfange bestemte ord og fraser for derefter at censurere det, skriver Reuters.

Dét har fået forsvarsministeriet i Litauen til at reagere. Også selvom softwaren er slået fra i EU-landene.

»Vores anbefaling er at lade være med at købe nye kinesiske telefoner og smide dem væk, der allerede er købt, så hurtigt, som det kan lade sig gøre,« siger landets viceforsvarsminister Margiris Abukevicius i forbindelse med et pressemøde tirsdag, hvor en ny rapport blev præsenteret.

Advarslen kommer på baggrund af, at softwaren kan aktiveres, når som helst.

Dog er det værd at bemærke Litauens forhold til Kina netop i denne sag.

For i juli valgte det europæiske land at åbne et repræsentationskontor, som landet Taiwan gør brug af. Det faldt ikke i god jord hos Kina. Derfor var ønsket fra kinesisk side, at Litauen skulle trække deres ambassadør ud af Kina.

Og nu er der landet en rapport fra Litauen om cybersikkerheden hos tre kinesiske mobilproducenter herunder Xiaomi.

Selvom det kan lyde som en strid, som kun gælder Litauen og Kina, mener en dansk ekspert, der har læst hele rapporten igennem, at advarslen skal tages alvorligt.

»Jeg ville aldrig selv anskaffe mig en telefon fra en kinesisk udbyder, og jeg vil heller ikke anbefale andre at gøre det,« siger Jesper Helbrandt, der er it-ekspert og til dagligt vejleder virksomheder og myndigheder mod cyberkriminalitet, til TV 2.

For softwaren i telefonerne fra Xiaomi kan være en fordel for virksomheden selv, men også den kinesiske stat.

Jesper Helbrandt mener desuden, at Danmark vil følge Litauens eksempel og advare befolkningen, hvis regeringen undersøger sagen omkring telefonerne og deres software til bunds.

Det kinesiske selskab Xiaomi har ikke ønsket at udtale sig over for Reuters i den konkrete sag, men til Berlingske afviser de anklagerne om censur via deres software.