Det bliver lidt lettere at låne penge til en ny bolig, hvis – eller når – 5-procentslånet lukker ned.

Sådan skriver Børsen.

Her har man lavet beregninger, der viser, at en gennemsnitsfamilie med to børn i så fald vil kunne blive godkendt med en årsindkomst, der er 11.000 kroner lavere end i dag.

Ved køb af et lige så gennemsnitligt parcelhus på 150 kvadratmeter til en pris af lige så gennemsnitlige 2,44 millioner kroner.

Fordi renterne falder i øjeblikket, er 5-procentslånet på vej mod at blive udfaset.

Det vil i så fald blive erstattet af 4-procentslånet, der er basis for udregningerne af den nye sats.

Samtidig kan en bieffekt blive, at der kommer en lille smule mere gang i et boligmarked, der ellers er blevet spået til at gå i stå hen over vinteren.

»Samlet set understreger beregningerne, at de faldende renter gør adgangen til boligmarkedet en smule billigere, og det understøtter alt andet lige boligmarkedet – og den positive effekt er størst i de dyreste områder,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, til Børsen.

Han påpeger dog, at det øjeblikkelige rentefald stadig er markant mindre end de rentestigninger, der har fundet sted i de seneste år.

Her kan du få flere beregninger på forskellene mellem 5-procentlån og 4-procentlån.