Det er højsæson for grillmad ikke mindst tilberedt over gasgrill.

Men inden grillen tændes, er det en god idé lige at tjekke, hvilken tilstand grillens gasslange er i.

Gasslangerne har nemlig kun et begrænset levetid, og hvis den er mør eller for gammel udgør den en brand- og eksplosionsfare.

Det advarer forsikringsselskabet If om i en pressemeddelelse.

Det er nemt at se, hvor gammel din gasslange er, da produktionsdatoen står skrevet på slangen.
Det er nemt at se, hvor gammel din gasslange er, da produktionsdatoen står skrevet på slangen. Foto: If
Vis mere

»Gasslanger har en begrænset levetid og skal udskiftes med jævne mellemrum. Stærk sol, store temperaturændringer eller opbevaring under sorte grillovertræk tærer på gummiet og påvirker gummiets levetid i slangen,« siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk fra If.

»Nogle gange kan den holde tre år, andre gange længere. Hvis grillen står fremme udenfor hele året, vil slange og grill blive udsat for større belastninger,« fortæller hun.

Man kan se på den orange gasslange, hvor gammel den er, da produktionsåret er printet på den.

Man bør dog ikke kun forlade sig på, hvor gammel den er, men også tjekke den for revner og utætheder en til to gange om året, anbefaler If.

Dels kan man lave en bøjetest af slange. Hvis man kan se sprækker, bør den skiftes ud.

Man kan også kontrollere, at den ikke lækker gas ved at smøre slangen ved begge tilkoblingsdele med en blanding af to dele opvaskemiddel og en del vand.

Tænd derpå for gassen, så der skabes tryk i slangen. Hvis den ikke er helt tæt, vil der fremkomme små bobler, lyder rådene på blandt andet Elgiganten.dk.

De fleste brande og eksplosioner, der opstår i forbindelse med grilning, sker, når en person anvender en grill, der ikke har været brugt i et stykke tid, eller lige efter fastgørelse af gasbeholderen til grillen.