Er det for sent at komme med på den buldrende aktieoptur, som Novo Nordisks fedmemiddel Wegovy har sendt medicinalselskabset ud på det seneste år?

Sådan lyder spørgsmålet fra en lytter i fredagens afsnit af Euroinvestors podcast, Millionærklubben.

Lytteren forklarer, at han gerne vil have medicinalaktien i sin langsigtede portefølje, og at han er bange for ikke at komme med på vognen. 

Basalt set skal du bare købe en aktie op, hvis du gerne vil have den langsigtet, lyder det fra Lau Svenssen, der er fast porteføljeforvalter i Millionærklubben og den ene halvdel af duoen Svenssen & Tudborg. 

»Medmindre du ser et børskrak indenfor de næste 3-4-5 måneder. Det tror jeg i USA på Nasdaq, men ikke på dette fedme-halløj selvom det er højt prissat,« siger han. 

Investoren pointerer, at han tror fedmeindustrien består, da det er noget, der er brug for og et kæmpe marked for det. 

»Hvis du er i det langsigtet, så skal du bare bide til bolle,« siger han og tilføjer: 

»Men du skal også passe på, at det ikke er storytelling. Der er en ide i det her, men du skal også vurdere om storytelling allerede er kapitaliseret for højt op, så du betaler for høj en pris for at komme ind.«

I studiet er også en anden fast porteføljeforvalter i klubben, nemlig teknisk analytiker Lars Persson. 

Han peger på, at Novo Nordisk jo er i en opadgående trend, men spørgsmålet er jo, hvornår den optur stopper.

»Jeg har prøvet at købe på en opadgående trend med ALK-Abelló, og så skal man bare vide, at man godt kan blive sparket godt over skinnebenet,« siger han. 

Invstoren pointerer, at man for nyligt så hvordan den tyske medicinalproducent Bayer blev hårdt ramt på aktiekursen af retsanklager med krav om erstatning, hvorefter han peger på, at det samme kunne ske med Novo Nordisk. 

Novo Nordisk-aktien er oppe med over 68 pct. det seneste år.

Du kan høre hele fredagens afsnit af Millionærklubben her: