Du husker den helt sikkert.

Plastikdimsen på kassebåndet, der adskiller supermarkedkundernes varer fra hinanden.

Varedeleren.

Under corona blev varedeleren afskaffet i nærmest samtlige supermarkeder landet rundt, da det sikrede afstand kunderne imellem og dermed reducerede risikoen for smittespredning.

Men eftersom alle coronarestriktioner er blevet fjernet i Danmark, skulle man tro, at det var på tide at genindføre varedeleren igen. Dette er dog ikke faktum lige forløbelig. B.T. har talt med landets største supermarkedeskoncerner om varedelerens fremtid.

»Kunderne har faktisk værdsat tiltaget med at fjerne varedelerne under corona. Ligesom de har værdsat håndspritten, som vi også stadig har. Det giver noget mere afstand, fordi man først ligger sine varer op på kassebåndet, når det er ens tur, og den plads virker til at behage vores kunder,« siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Han tror dog ikke, at tiltaget er for evigt.

»Jeg tror, det kommer tilbage en dag. Hvis behovet kommer tilbage, kommer varedeleren også tilbage. Det er svært at sige hvornår.«

Udover manglende varedelere blev 'hamstring' også et fænomen under coronapandemien.
Udover manglende varedelere blev 'hamstring' også et fænomen under coronapandemien. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Samtidig med det her tiltag, er vores 'Scan og betal'-koncept også vokset betydeligt, hvilket har lettet presset på de traditionelle kasser. Det tror vi og håber på vokser sig endnu større de kommende år, så måske behovet ikke kommer tilbage.«

Coop står blandt andet bag butikker som SuperBrugsen, Kvickly og Fakta.

Også hos Salling Group har de manglende varedelere været en nødsituation, der har overrasket positivt.

»Vi har ikke en konkret dato på, hvornår varedeleren skal tilbage, hvis den overhovedet vender tilbage. Vi har en løbende vurdering af behovet, hvilket vi har haft under hele coronaperioden, og lige nu er kunderne trygge og glade for, at der ikke er varedelere,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, der er presseansvarlig hos Salling Group.

Og selvom man kunne forestille sig, at det skabte en vis forvirring, at kundernes varer nemmere kan 'smelte' sammen, er det ikke noget, de har hørt om på hovedkontoret.

»Vi oplever ikke, at det har skabt en forvirring, at varedelerne har manglet. Vores vurdering er, at vanerne med afstand er noget, vores kunder har bibeholdt i nogen grad, så den trafik, der var ved kassebåndet før corona, er der ikke på samme måde mere.«

Salling Group står blandt andet bag Netto, Føtex og Bilka.

Hos supermarkedsgiganten Dagrofa har  modsat de to andre giganter tilbageskaffet varedeleren hos nogle af deres købmænd. B.T. har blandt andet spottet varedelerne i flere Meny-butikker, som er ejet af Dagrofa. Men ligesom deres to konkurrenter er det en løbende proces, de har bevæget sig ud i.

»Vi ved, at nogle af vores købmænd har genindført varedelere lokalt, og vi er i gang med at vurdere, om vi skal have dem tilbage i alle supermarkeder. Kunderne er rigtig gode til at holde fast i de gode vaner med afstand og sprit, og har taget godt imod retningslinjerne fra starten – heriblandt også fraværet af varedelere. Selvom restriktionerne er lempet, vil vi fortsat have afstandsmærker på gulve og sprit tilgængeligt,« siger Jannie Ravn Madsen, presseansvarlig hos Dagrofa.

Dagrofa ejer udover Meny blandt også Spar, Min Købmand og Let Køb.