Priserne er steget støt gennem det seneste år, men nu kan 800.000 jyder se frem til en billigere elregning i resten af 2023.
Fra 1. maj sænker energiselskabet N1 nemlig nettariffen for sine kunder med 24 procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Nettariffen fremgår på elregningen og er den pris, kunderne betaler for at transportere strømmen.
De lavere tariffer betyder, at en typisk husstand med to voksne og to børn i alt sparer cirka 400 kroner på elregningen året ud, skriver selskabet.
Det er lavere elpriser, der gør, at N1 kan sænke tarifferne, siger administrerende direktør Carsten Thejls:
»Vi følger elmarkedet meget nøje, og i N1 har vi ad flere omgange i 2022 været nødt til at hæve tariffen på grund af de stigende elpriser. Nu er elprisen heldigvis væsentlig lavere end i efteråret 2022, og derfor sænker vi naturligvis tariffen igen.«
Nettariffen hos N1 lå på 20,38 øre per kWh i første kvartal af 2022 og var næsten tredoblet til 54,04 øre i de første fire måneder af 2023.