Det er svimlende store overskud, som danske selskaber i energisektoren kan bryste sig med.

Det viser en gennemgang af de første regnskaber under den såkaldte 'energikrise' ifølge mediet Finans.

For eksempel hos den mindre aarhusianske energihandler Powermart. Her har man tidoblet sit overskud til 457,3 millioner kroner efter skat.

Og hos den kun få år gamle elhandler Yggdrasil Commodities har man firedoblet sit hidtidige rekordresultat til 109,5 millioner kroner, mens tomandsvirksomheden Nova Energy Trading fordoblede sit overskud til 24,5 millioner kroner

Ifølge Torsten Hasforth, der er seniorøkonom i Concito, er de voldsomme overskud blandt energihandlerne en direkte konsekvens af energikrisen.

»Du skal ikke være særlig effen til arbitrage (god til sælge ting videre med en fortjeneste, red.) i dette marked for at kunne tjene styrtende med penge som elhandler, når elprisen pludselig svinger fra 0 øre til 4 kroner. Selvfølgelig er der også få, som er kommet ind i krisen med kontrakter, hvor de har tabt stort, men langt, langt størstedelen har sandsynligvis tjent store beløb,« siger Torsten Hasforth.

Men det er ikke kun energihandlerne, som har tjent godt med penge.

Også Eurowind Energy, der er en af Europas største inden for vedvarende energi, har mere end firedoblet sit hidtidige rekordresultat og kunne i det forgangne regnskabsår komme ud med 668,6 millioner kroner