Danmarks næststørste energileverandør, Norlys, gik tirsdag morgen ud med et nyt koncept, som har til formål at reducere din elregning med alt fra nogle hundrede til flere tusinde kroner om året.

Der er tale om en mæglerfunktion, som for alvor kan komme til at spille de danske energileverandører ud mod hinanden og presse priserne i bund.

Konceptet er rimelig simpelt: Du betaler 29 kroner om måneden og tilmelder dig Norlys’ nye mæglerfunktion GoSwitch, som du også giver fuldmagt til at skifte energileverandør på dine vegne.

Omkring hvert halve år flytter GoSwitch dig så rundt til det selskab på markedet, som har den billigste elpris – der findes lige nu godt 50 energiselskaber – så du hele tiden sikrer, at du betaler den laveste pris.

Og det er altså en mæglerfunktion, der vil spare en gennemsnitlig husstand, der bruger omkring 4.000 kwh, 1.120 kroner om året, har Nordlys regnet sig frem til.

»De penge kan man blandt andet spare, for når du skifter, nyder du også godt af de forskellige selskabers introtilbud, som er meget stærke,« forklarer Mads Brøgger, direktør i Norlys:

»Vi mener, at selv hvis du kun bruger 2.000 kwh om året, kan du spare 500 kroner, og hvis du bruger mere end de gennemsnitlige 4.000 kwh, kan du spare mere end 1.120 kroner. Og det er efter, du har betalt de 29 kroner om måneden i abonnement til GoSwitch.«

At lige netop Norlys lancerer en tjeneste, der skal hjælpe dig til hele tiden at skifte til det billigste energiselskab, virker umiddelbart besynderligt.

Mads Brøgger, Norlys.
Mads Brøgger, Norlys. Foto: Presse
Vis mere

Norlys sælger nemlig selv el og gas til danskerne – i dag er det 700.000 husstande – og risikerer dermed at flytte kunder væk fra deres egen forretning, hvis konkurrenterne er billigere.

Så et spørgsmål trænger sig på:

Er det her ikke bare en finte, hvor I siger til kunderne, at I flytter dem til de billigste, men så bare beholder dem i Norlys og påstår, at det er den bedste løsning?

»Det kan jeg garantere, det ikke er. Vi flytter dig hen til det selskab, hvor du får den bedste pris,« siger Mads Brøgger.

Men hvorfor lave en tjeneste, hvor I risikerer at flytte kunderne ud af jeres eget selskab?

»Der er 50 energiselskaber på det her marked, der er rigtig hård konkurrence, men det er svært for kunderne at gennemskue. Vi tror, at der er en stor efterspørgsel på, at elmarkedet bliver mere gennemsigtigt, og at det bliver nemmere at få de bedste priser,« siger Mads Brøgger:

»Så i stedet for at vi bliver disrupted, så vil vi hellere være blandt de første til at lancere det her og selv være med til at disrupte.«

Han erkender dog, at konceptet kan ende med at ‘kannibalisere’ på Norlys’ egne kunder.

»Men vi vil hellere fastholde de kunder i et mæglerforhold end at miste dem helt. Og så må vi jo se over tid, om ikke vi kan gøre vores produkter så attraktive, at kunderne helt naturligt er i Norlys,« siger Mads Brøgger.