Den årlige karrusel med prisstigninger på tv-pakker er for alvor kommet op i gear – og får nu endnu et nøk op.

Endnu en tv-udbyder melder sig nemlig onsdag morgen på banen med prisstigninger. Dermed har knap 800.000 danske husstande med tv-pakke nu fået en mail eller et brev om, at de skal have flere penge op ad lommen.

Første var det Stofas knap halve million kunder, som fik besked på, at de for sjette år i træk må betale mere for tv-pakken. Så var det Waoo, der varslede deres omkring 200.000 kunder prisstigninger.

Og nu er det så tv-udbyderen Boxer, som onsdag morgen er gået i gang med at tage kontakt til hver tredje husstand i kundekartoteket – omkring 70.000 - for at overbringe budskabet: Priserne stiger.

Det bekræfter Boxer overfor B.T.

Det er kunder med tv-pakker, som Boxer ikke længere sælger, der skal til lommerne.

Har du i dag pakkerne Mini, Mix eller TV 2 kort, skal du betale 20 kroner mere om måneden fra den 1. januar.

»Men det er ikke en eller anden pengemaskine, vi har rullet ud her. Det her er udtryk for, at vores omkostninger til pakkerne samlet set stiger nogenlunde med det, vi varsler i prisstigning. Så det handler ikke bare om, at vi skal tjene flere penge,« siger Ulf Lund, direktør for Boxer, til B.T.:

»Det er blandt andet udtryk for, at vi på forhånd har nogle aftaler med programselskaber, som indeholder en indeksering, hvor man aftaler, at prisen stiger med en vis procentdel. Det er blandt andet rettigheder til sport og danskproduceret indhold, der stiger.«

Selvom det umiddelbart ser ud, som om kunder med Boxer Flex, Flex 8 og Boxer Max ikke skal betale mere, kan Ulf Lund ikke udstikke garantier for, at der ikke kommer en kedelig mail i løbet af 2020 til resten af kunderne.

»Vi har besluttet os for, at prisen på de tre pakker ikke stiger den 1. januar. Det er ikke det samme som at sige, at de aldrig stiger i pris igen,« siger Ulf Lund:

»De kan godt stige i løbet af året, men det har vi ikke besluttet endnu. Lige nu handler det om at stå skarpt på markedet, og det mener vi, at vi gør, med de nuværende priser.«