Det har været længe undervejs.

I 2018 var der dømt minus på svimlende 593 millioner kroner. I 2019 var det reduceret til minus 122. I 2020 var minusset nede på 96 millioner kroner. Og nu er det så et plus.

Det er dagligvarekæden Dagrofa, som står bag kæderne Meny, Spar, Letkøb og Min Købmand, som nu endelig kan melde om sorte tal på bundlinjen.

2021 endte med et overskud på 57 millioner kroner, og samtidig voksede omsætningen fra 17,5 milliarder kroner i 2020 til 17,9 milliarder kroner i 2021.

Det er et regnskab, som har sendt armene i vejret på Dagrofas hovedkontor.

»Vi har nået en vigtig milepæl og kan glæde os over, at Dagrofa igen er en overskudsgivende forretning. Vi har vundet markedsandele i detail, øget butiksnettet og markant forbedret rammevilkårene for vores købmænd,« lyder det i en pressemeddelelse fra Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa:

»Det har vi opnået på trods af, at Dagrofa Foodservice i høj grad har været påvirket af covid-19-restriktioner. Men selvom Dagrofa Foodservice har været udfordret, har vi fortsat arbejdet med også at styrke den del af forretningen.«

Dagrofa melder samtidig, at man nu sætter alt ind på den nye strategi, som går under navnet 'fremgang sammen'.