Efter flere måneder med støt stigende forbrugerpriser og stigende renter går det pludselig den anden vej: nedad.

Både renteniveauer på boliglån og priser over en bred kam er begyndt at falde.

Flere råvarepriser er faldet relativt drastisk de seneste uger. Hvedeprisen er faldet med 25 procent på en måned, ligesom priserne for kobber, palmeolie, bomuld og olie har oplevet fald.

Netop stigende råvarepriser har bidraget til stigende fødevarepriser og stigende priser for benzin og diesel.

Derfor kan de faldende priser på overfladen vise sig som en lettelse i form af prisfald for de danske forbrugere.

»Der kan godt gå lang tid, før vi oplever de faldende råvarepriser slå igennem som faldende forbrugerpriser. Men der er ingen tvivl om, at de her fald godt kan bidrage til at lette presset på danskernes husholdningsbudgetter,« forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank.

Også renterne på realkreditlån har været på vej ned.

Onsdag var det toneangivende 30-årige fastforrentede realkreditlån på fire procent, efter det har været fem procent i over en måned. Også renterne for flekslån har været på vej ned.

Det er altså blevet billigere at låne penge nu, end det var for få uger siden.

»Det skal selvfølgelig med her, at hvis du ser på udviklingen for renterne, så var udgangspunktet én procent i starten af sidste år. Så renterne ligger stadigvæk på et højt niveau,« siger Louise Aggerstrøm Hansen:

»Men det er isoleret set positivt for dem, der skal optage lån nu og her, sammenlignet med for bare en måned siden, at renterne er faldet lidt igen.«

Så altså: faldende råvarepriser og faldende renter. Det lyder umiddelbart som enormt positive nyheder i en tid med voldsomt opadgående prispres.

Det er det bare ikke.

»Man skal nok ikke glæde sig for tidligt, for de her ting sker på en meget dyster baggrund. Der er ikke nogen tvivl om, at det er frygten for recession, der har taget førersædet i prisudviklingen nu,« siger Louise Aggerstrøm Hansen:

»Det er en forventning om, at industrien ikke får brug for lige så stor mængder af de her råvarer, der påvirker priserne. Efterspørgslen falder. Vi har længe set, at forbrugerne i Danmark og resten af verden har frygtet recession. Men nu ser vi også, at virksomhederne er blevet meget pessimistiske.«

Med andre ord:

Det kan godt være, at priserne for varer og for at låne penge er på vej ned.

Men det er et klart tegn på, at frygten for en recession er stigende.

Og med recession kommer krise, arbejdsløshed og faldende boligpriser.

»Vores hovedscenarie er, at en recession i Danmark ikke vil blive så slem. Vi har mange gode forudsætninger i dansk økonomi lige nu, så selvom arbejdsløsheden vil stige, bliver det ikke lige så slemt i Danmark som andre steder,« vurderer Louise Aggerstrøm Hansen:

»Men der er stor usikkerhed forbundet med de her ting. Så det er meget svært at spå om.«