Alle pile pegede i forvejen op. Priserne på alt fra energi og brændstof til fødevarer var på vej i vejret. Også renten var på himmelflugt.

Og så invaderede Rusland Ukraine den 24. februar. Det har udløst så voldsomt et chok i den globale økonomi, at vi på bare en måned har oplevet vilde udsving. Også i Danmark har det fået store konsekvenser.

»Geopolitisk usikkerhed og krig er så markante slag, at det påvirker priserne i opadgående retning. Det er en voldsom begivenhed, som trods alt ikke sker ofte,« siger Brian Friis Helmer, privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank:

»En del af den her udvikling var der i forvejen. Krigen har så givet det hele et stød op.«

I det følgende ser Brian Friis Helmer nærmere på, hvordan danskernes økonomiske situation har udviklet sig, siden krigen i Ukraine blev indledt.

Renten

»På de danske realkreditrenter er 3 procent-lån kommet i spil, når vi taler om 30-årige fastforrentede lån. Før krigen var renten 2,5 procent. Tager vi de lidt længere briller på, var renten 1,5 procent i december. De seneste tre måneder har budt på et markant hop i renterne.«

Ifølge tal fra Jyske Bank betyder det, at det på bare en måned er blevet 6.384 kroner dyrere om året at låne to millioner kroner før skat, hvis du afdrager.

Hvis ikke du afdrager, er det blevet 9.996 kroner dyrere om året før skat.

Olieprisen – og dermed prisen for diesel og benzin

»En tønde olie kostede lige i underkanten af 100 dollar den 24. februar. En måned senere kostede den omkring 120 dollar. En stigning på cirka 20 procent.«

»Det har smittet af på, hvad en liter benzin og diesel koster herhjemme. Siden den 24. februar er listeprisen på benzin steget med 11 procent og diesel med 25 procent. Hvis vi omsætter det til et forbrug i en benzinbil, giver det et årligt merforbrug på 2.000 kroner. For diesel er merudgiften 4.250 kroner om året.«

Gasprisen

»Priserne for naturgas lå omkring 80-90 euro pr. megawatt lige op til krigens begyndelse. En måned senere lå de omkring 110 euro pr. megawatt. Det er en stigning på cirka 30 procent.«

»Undervejs har prisen været helt oppe i 227 euro pr. megawatt, hvilket er et meget godt billede på udsvingene. De danske forbrugerpriser på naturgas bliver ikke én til én påvirket af ændringerne i priserne på gasmarkederne, da afgifter afbøder en del af stigningen, men prisen er steget. Gaspriserne var i forvejen på et markant højere niveau end tidligere.«

Elprisen

»Spotpriserne for el lå på de omkring 750 kroner pr. megawatt lige op til krigens begyndelse. En måned senere lå de omkring 1.550 kroner pr. megawatt. Det giver en stigning på 107 procent.«

»Der er dog store udsving. I perioden har spotprisen både været nede i 350 kroner pr. megawatt og været oppe og runde 3.000 kroner pr. megawatt.«

»De danske forbrugerpriser på strøm bliver ikke én til én påvirket af ændringerne i priserne på elmarkederne, da afgifter afbøder en del af stigningen. Men det er blevet dyrere. Elpriserne var i forvejen på et markant højere niveau end tidligere.«

Inflationen

»Prisstigningerne for danskerne har ramt det højeste niveau siden 1989. En børnefamilie skal i dag bruge mere end 20.000 kroner ekstra for at opretholde det samme forbrug i forhold til for et år siden. Den voldsomme inflation er især drevet af energi, men fødevarer trækker også pænt op.«

»Vi forventer ikke, at prisstigningerne har toppet endnu. Energipriserne er steget yderligere med Ruslands invasion af Ukraine og sanktioner som modsvar, og det vil de kommende måneders inflationstal bære præg af.«

»Også virksomhederne oplever højere energipriser, og det vil de vælte over på forbrugerne ved at hæve priserne den kommende tid. I februar svarede næsten halvdelen af detailvirksomhederne, at de forventer at hæve priserne over de kommende tre måneder. I industrien er det 35 procent. Det vil give et yderligere tryk op i inflationen.«