Bølgen af prisstigninger fortsætter med at skylle ind over de danske husstande, som fortsat abonnerer på tv-pakker.

De seneste dage har potentielt op mod godt 100.000 husstande modtaget besked om, at de lider samme skæbne som hundreder af tusinder af andre danskere: De skal have flere penge op af lommen, når 2019 bliver til 2020.

Dermed er den årlige priskarrusel for tv-kunder, hvor det ene selskab efter det andet hæver priserne, ved at nå sit klimaks.

Waoo og Stofa varslede allerede i september og oktober, at deres kunder skulle til lommerne og betale mere for at se tv fra den 1. januar 2020.

Så kom Boxer med på prisstignings-karrusellen og varslede 70-80.000 husstande stigende priser.

Godt en uge senere meldte Canal Digital sig så på banen med en byge stigninger til et udsnit af kunderne.

Nu er turen så kommet til en af Nordens absolut største aktører på tv-markedet.

Det er Viasat, som har varslet deres kunder, at de tre tv-pakker, der er i kataloget, stiger i pris.

Hos Viasat er det de tre faste pakker, der stiger i pris.

Basis-pakken stiger med 15 kroner om måneden, mellem-pakken stiger med 20 kroner om måneden, og Total-pakken stiger med 20 kroner om måneden.

Samtidig oplyser Viasat, at priserne på ekstra-produkter ikke stiger.

Viasat har op mod 120.000 tv-kunder i Danmark.

Dermed er det samlet set godt 900.000 danske husstande fordelt på fem tv-udbydere, som nu er blevet varslet, at deres tv-pakke stiger i pris fra årsskiftet.

Da B.T. spørger Viasat ind til, hvorfor kunderne skal have flere penge op af lommen, lyder det helt kontante og korte mailsvar:

'Vi justerer vores priser i takt med, at priserne på tv-kanaler og indhold stiger.'

Viasats varslinger betyder, at stor set hele tv-markedet nu har meldt priserne ud for næste år.

Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at Danmarks suverænt største tv-udbyder, YouSee, ikke har varslet prisstigninger.

Det er første gang i ni år, at de holder priserne i ro.

Til gengæld forsvinder alle Discovery Networks' 11 kanaler fra pakkerne.

De erstattes blandt andet af en lang række kanaler fra C More.