Ejer du en elbil, skal du have en god grund til ikke at løbe ud til kareten og smække et ladekabel i den. For når vinden i dag, tirsdag, river dig i ansigtet, river den også i de danske vindmøller.
Det betyder, at du som elbilsejer får penge for at lade din bil op, hvis du bor i elselskabets N1’s område, der dækker store dele af Jylland.
Helt præcist får du 2,14 kroner for at lade 66 kWh – som svarer til en fuld opladning for mange elbiler – hos N1. Det viser udregninger, FDM har lavet for BT.
For at betale den negative elpris, skal du lade din bil mellem 11 og 17.
Hvis du ejer en elbil i resten af landet, er der også god grund til at lade bilen op, da prisen på el generelt er billig i dag.
Bor du i københavnsområdet koster det dig 22,86 kroner for en fuld opladning, og på Fyn er prisen helt nede på 6,51 kroner.
»Sådan en dag som i dag er et godt eksempel på, hvorfor elbilen er benzinbilen overlegen. Mens man kører billigt i en elbil, skal en benzinbillist betale 0,89 kroner pr km«, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.