For lidt over et år siden skænkede de fleste danskere den knap nok en tanke.

Nu er den på alles læber.

Ja, vi taler selvfølgelig om elprisen.

Strøm-apps og elspareråd er blevet en folkesport – og nye tal viser da også, at elprisen simpelthen er eksploderet siden midten af 2021.

Og at elprisen kun fortsætter sin himmelflugt.

Alene fra andet til tredje kvartal i 2022 er elprisen steget med 15 procent.

Kigger vi tilbage til tredje kvartal i 2021, hvor prisstigningerne begyndte, er elprisen steget med – og hold nu fast – 83 procent. Det viser nye tal fra Forsyningstilsynet.

Desværre tyder intet på, at kurven er knækket.

Elprisen er steget med 83 procent fra juli 2021 til september 2022.
Elprisen er steget med 83 procent fra juli 2021 til september 2022. Foto: Forsyningstilsynet
Vis mere

Der er endnu ikke tal for fjerde kvartal, men her i december har elprisen igen taget et nøk opad – efter en periode, hvor den ellers var faldet en anelse.

»Vi befinder os i de høje gasprisers vold endnu en gang,« sagde Kristian Rune Poulsen, der er chefkonsulent i interesseorganisationen Green Power Denmark, til B.T. 6. december.

»Sådan vil det være on and off, indtil der kommer et større blæsevejr ind over Danmark og vores nabolande,« fortsatte han.

Elprisen kan være svær at spå om, fordi den i høj grad afhænger af blæst, regnvejr, gaslagre og vedligeholdelse af europæiske kraftværker.

En hvid jul, som DMI nu varsler, kan også få betydning for den kommende tids strømpriser. Kolde temperaturer frister nemlig mange til at skrue ekstra op for varmen.