Mandag aften ligger den rå elpris uden afgifter på et sted mellem en og halvanden krone.

Og der er ikke meget, der tyder på, at vi foreløbig skal tilbage til de rekordhøje priser på over fem-seks kroner for en kWh, som vi så i sommer.

Faktisk skal meget gå galt, hvis elprisen i længere perioder skal op at runde to kroner igen i resten af 2023. Det skriver Børsen.

Det er faldet i gasprisen, der smitter direkte af på elprisen.

Priserne på gas er halveret siden midten af december, og elpriserne følger med små udsving gaspriserne.

Det er det milde vintervejr i store dele af Europa, der har sendt gaspriserne ned.

Vejret betyder, at der ikke skal bruges så meget gas til opvarmning i Europa.

Samtidig er mange europæiske virksomheder godt i gang med at omstille sig fra gas til andre energikilder, og den kombination har meget usædvanligt fået de europæiske gaslagre til at vokse frem for at blive drænet.

Den milde vinter har også ramt skiturismen i Alperne. Kun kunstig sne holder liv i pisterne. Her i Østrig 8. januar i år.
Den milde vinter har også ramt skiturismen i Alperne. Kun kunstig sne holder liv i pisterne. Her i Østrig 8. januar i år. ALEX HALADA

Der bliver simpelthen leveret mere gas til lagrene, end der bliver brugt i øjeblikket.

For at få et indtryk af, hvordan elpriserne vil udvikle sig resten af 2023, kan man ifølge Børsen skele til de såkaldte forward-priser hos vores tyske naboer.

Her lyder den rå elpris for fjerde kvartal 2023 på cirka 1,7 kroner for en kWh.

Det betyder ifølge Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i brancheorganisationen Green Power Denmark, at den rene elpris sjældent vil komme over to kroner.

»Hvis gaspriserne bliver på det nuværende niveau, er det meget usandsynligt, at vi i længere perioder kommer over to kroner pr. kWh, medmindre der er en usædvanlig situation med udfald på el-ledningerne til vores nabolande eller lignende,« siger han til Børsen.

Gasprisen og dermed elprisen kan dog overraske negativt, hvis store dele af Europa bliver ramt af isvinter de kommende måneder.