Elpriserne har været på himmelflugt tidligere på ugen, men nu er der pludseligt gode nyheder til danskerne. 

Ugen begyndte nemlig med de højeste elpriser i to år, men nu kan danskerne se frem til gratis strøm. 

Det skriver NRGI i en pressemeddelelse. 

'Lørdag falder den rene elpris nemlig under nul kroner i flere timer i både Vest- og Østdanmark.'

'I Vestdanmark er prisen negativ i 5 timer og 45 minutter og når ned på -1,25 øre per kilowatt-time på det billigste tidspunkt. I Østdanmark ligger prisen under nul i 3 timer og 45 minutter og rammer -1,11 øre per kilowatt-time på sit laveste,' skrives der i pressemeddelelsen.

Så hvis man skal have ladet elbilen op, eller vasket i bund, så er lørdag en god dag at gøre det på.

NRGI skriver videre, at det er usædvanligt lave priser. 

I Vestdanmark skal man helt tilbage til april for at finde så lave priser, som man finder lørdag, mens man i Østdanmark skal tilbage til midten af juni.

"Det er et meget tydeligt eksempel på, hvor hurtigt elprisen kan ændre sig. Mandag var elprisen oppe på det højeste niveau i knap to år, mens den lørdag ryger helt i bund. Derfor giver det god mening at gøre det til en vane at holde øje med elprisen," siger Lars Pedersen, presseansvarlig i NRGi.