Elprisen fortsætter de seneste ugers stigning og rammer mandag en gennemsnitspris på 3,2 kroner pr. kWh eksklusive moms og afgifter.

Det er den højeste elpris i mere end tre måneder, viser data fra Nordpool.

»Danmark er hårdt ramt mandag,« konstaterer Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark.

Forklaringen er simpel:

»Lige nu er Europa ramt af, at det er koldt, det er mørkt, og det blæser ikke. Og det er rigtig skidt for elsystemet, for i de lande, der har meget elopvarmning, der ryger forbruget i vejret,« siger Kristian Rune Poulsen:

»Samtidig er der ingen hjælp at hente fra sol og vind, så du må klare dig med kraftværkerne. Gaspriserne er også steget noget, fordi forbruget stiger. Så priserne ryger i vejret.«

Han fortæller, at maxprisen i Storbritannien mandag er helt oppe på 13 kroner for en kWh, mens Frankrig har 'rød alarm', hvilket betyder, man i Frankrig er bange for ikke at have strøm nok.

»Så det er noget, der virkelig rammer Europa lige nu. Der står vi godt i Danmark, fordi vi har kraftværker til at hjælpe os, når vinden ikke blæser, og vi har Norge og Sverige, som kan hjælpe os. Så vi har heldigvis 'kun' høje priser og ikke decideret mangel på strøm.«

De seneste ugers stigende priser kommer efter en periode, hvor elpriserne ellers var faldet noget tilbage.

Nu er snakken om en energikrise så småt begyndt at gøre sig gældende igen.

»Udsigten har hele tiden været, at vi ser ind i et par hårde vintre. Vi kommer til at se de her perioder med høje priser, og det bliver hårdt, når vi har kuldeperioder uden vind,« siger Kristian Rune Poulsen.