Elbilen BMW i5 er af Danske Motorjournalister kåret som Årets Bil i Danmark 2024.

For femte år i træk er en elbil blevet kåret til årets bil i Danmark.

Elbilen BMW i5 har tirsdag aften vundet prisen som Årets Bil i Danmark 2024, der uddeles af foreningen Danske Motorjournalister. Det skriver interesseorganisationen FDM i en pressemeddelelse.

Kåringen fandt sted på bilmuseet Haaning Collection i Bagsværd ved København.

Den tyskproducerede bil vandt foran en anden tysk elbil i form af Volkswagen ID.7, mens den kinesiske elektriske SUV Xpeng G9 tog tredjepladsen.

Her er Årets Bil i Danmark 2024.
Her er Årets Bil i Danmark 2024. Foto: BMW
Vis mere

Prisen uddeles af en jury på 20 motorjournalister, hvoraf FDM har tre medlemmer i juryen.

Den ene af dem, FDM's biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen, kalder BMW i5's sejr for en "sjælden sikker" sejr.

»Blandt de syv finalister skiller den sig ud ved at være designet som en bil uden de utraditionelle former, der hidtil ofte har kendetegnet elbiler.«

»Nu må en elbil gerne se ud som alle andre biler, og det signalerer netop, at elbiler nu er blevet hverdag. Samtidig er køreegenskaberne, kabinen og den generelle kvalitet i i5 på samme høje niveau, som det BMW er kendt for,« siger Søren W. Rasmussen i pressemeddelelsen.

Ifølge BMW's hjemmeside kan en BMW i5 fås fra 583.000 kroner. Den blev lanceret på det danske marked i oktober.

»BMW i5 er ikke finalefeltets billigste bil, men med de lavere afgifter på elbiler, er prisen stadig gunstig. Det gør samlet set BMW i5 til en fortjent vinder af Årets Bil i Danmark,« siger Søren W. Rasmussen desuden.

Ud over titlen som Årets Bil blev BMW i5 også tildelt juryens ærespris, Bilglædeprisen, fortæller han.

For at kunne blive nomineret til Årets Bil i Danmark skal en være ny på markedet og skal kunne levere senest i 2024.

Årets bil i Danmark har været kåret siden 1969. Dengang løb Ford Capri med sejren.

Indholdsredaktør hos FDM Karsten M. Lemche (tv), der også er formand for Danske Motorjournalister, og direktør for BMW Danmark Jan Askholm.
Indholdsredaktør hos FDM Karsten M. Lemche (tv), der også er formand for Danske Motorjournalister, og direktør for BMW Danmark Jan Askholm. Foto: Lars Krogsgaard
Vis mere

Med Xpengs tredjeplads er det andet år i træk, at en kinesisk elbil er med i finalen, og dertil kommer, at en anden kinesisk model, BYD Dolphin, blev nummer fire.

Hos BMW håber man formentlig, at kåringen kan være med til at løfte mærkets markedsandel på det danske marked.

Her er den tyske bilgigant nemlig de seneste to år gået fra en andel på 7,07 procent til 4,6 procent indtil videre i 2023, viser en opgørelse fra FDM fra i sidste uge.

Størst i Danmark er lige nu Tesla, som altså ikke havde nogen bil med blandt årets syv nominerede.