Fødevareproduktionen verden over risikerer at lide under det globale vejrfænomen El Niño, der lige nu er under opsejling og frygtes at blive mere ekstrem end normalt: En såkaldt 'Super-El Niño'.

Hvis det sker, kan det blandt andet påvirke de danske fødevarepriser, fortæller råvareanalytiker i Saxobank Ole Sloth Hansen til TV 2.

Prisen på mange af vores fødevarer er nemlig koblet op på det globale marked, og det gør os ‘sårbare’, hvis høsten for eksempel slår fejl i lande i Asien og Sydamerika, hvor der produceres fødevarer som ris, sukker, kaffe, korn, majs og soja, lyder forklaringen fra Ole Sloth Hansen.

Stigende fødevarepriser er dog ikke det eneste problem, som El Niño kan føre med sig.

Mange mennesker mistede livet i Peru, da den seneste kraftige El Niño hærgede i 2016. Og nu er en ny og kostbar en af slagsen på vej.
Mange mennesker mistede livet i Peru, da den seneste kraftige El Niño hærgede i 2016. Og nu er en ny og kostbar en af slagsen på vej. Foto: ERNESTO BENAVIDES
Vis mere

Også energipriserne risikerer at banke højt i vejret, hvis vinteren bliver koldere end normalt i Europa.

Og det er ifølge Ole Sloth Hansen det sidste, vi har brug for i Danmark.

»Når vi går ind i vinteren, har vi stadig brug for import på en daglig basis, selvom gaslagrene er fyldte. Det er der, det kan blive kritisk, hvis det for alvor bliver koldt,« siger råvareanalytikeren til TV 2.

Ifølge et nyt studie fra Dartmouth College i USA kan den kommende El Niño komme til at koste verden i omegnen af 20.000 milliarder kroner – svarende til cirka 16 gange Danmarks statsbudget. Læs mere her.