Kort før julehandlen i 2016 gik Coop – der driver Fakta, Irma, Brugsen-kæderne og Kvickly – ud med en melding, som var helt uhørt i dansk dagligvarehandel: Priserne var blevet for lave i deres supermarkeder. Nu skulle de sættes op.

Tiltaget var et godt billede på det projekt, Coop-direktør Peter Høgsted stod bag: Supermarkeder, som vendte sig væk fra priskrig og ræset mod bunden. Supermarkeder, som fokuserede på kvalitet, ansvarlighed og økologi. Mandag i denne uge blev hans projekt så ramt af en torpedo.

Her chokerede Coop nemlig og annoncerede, at Peter Høgsted er blevet fyret. Selv erklærede han sig overrasket og trist.

I meddelelsen udtalte formanden for Coop, Lasse Bolander, at der nu skal der mere fokus på sammenhold i Coop, fokus på at nedbringe omkostningerne og så noget, der har været under opsejling i et halvt års tid: Fokus på lavprissupermarkeder.

Peter Høgsted, administrerende direktør for Coop, er blevet fyret. Han varetager jobbet året ud.
Peter Høgsted, administrerende direktør for Coop, er blevet fyret. Han varetager jobbet året ud. Foto: Celina Dahl
Vis mere

»Jeg var overrasket over at se den fyring. Det undrer mig meget. Lasse Bolanders meldinger er et opgør med de ting, Peter Høgsted har stået for: Ansvarlighed og bedre kvalitet. Nu er signalet mere discount, mere lavpris,« siger Mogens Bjerre, ekspert i detailhandel og lektor ved CBS:

»For en marketingsmand som mig skurrer det i ørerne. Jeg synes, det lyder, som om Coop kaster dele af sit dna på porten. Der er ingen tvivl om, at man er under pres i Coops ledelse, når man tager det skridt.«

Allerede kort efter fyringen begyndte spekulationerne at florere i flere medier: Er Peter Høgsted i virkeligheden blevet fyret på grund af interne uenigheder i Coop?

Spekulationerne bunder i, at der tilbage i 2018 var så stor utilfredshed med Peter Høgsted i Coops brugsforeninger – de følte sig ikke inddraget og var kritiske over dårlige regnskaber – at de krævede ham fyret og forsøgte at vælte formand Lasse Bolander.

Ingen af delene lykkedes dengang, men:

»Fyringen af Peter Høgsted er nok mere politisk end noget andet. Nu skal Lasse Bolander snart på valg igen, og så risikerer han et nyt stormløb fra baglandet. Så fyringen af Peter Høgsted kan meget vel være en topchef, der bliver ofret, så Lasse Bolander kan blive siddende,« siger Per Østergaard Jacobsen, der driver virksomheden Efficiens og er lektor på CBS.

Han har meget svært ved at se logikken i Coops drastiske skridt.

»Det er en underlig fyring. Peter Høgsted er lykkedes med at rykke Coop så meget, at andre kæder er begyndt at efterligne dem. Han har sat en dagsorden i dansk dagligvarehandel. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er andre end Peter Høgsted, der skulle være skiftet ud.«

Coop-formand Lasse Bolander skal snart genvælges af Coops bagland.
Coop-formand Lasse Bolander skal snart genvælges af Coops bagland. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

I kølvandet på fyringen var der flere fra Coops brugsforeninger, der stod frem og erklærede sig tilfredse med fyringen.

Alligevel afviser Coop, at afskeden med Peter Høgsted er sket som del af et politisk spil.

»Det kan jeg bare sige nej til. Der er ikke udsigt til kampvalg i Coop. Vi har sagt det, som det er: Vi skal en anden vej nu. Så kan folk jo spekulere i, om det her er politik, men vi har lagt forklaringen klart frem,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

Han understreger samtidig, at man fremover i Coop vil fortsætte med at »være førende« på dyrevelfærd, miljø, økologi og ansvarlighed.

»Men vi bliver også skarpere på prisen. Vi mener, at vi nu kommer ind i en periode, hvor vi får en økonomisk afmatning på grund af coronakrisen. Og der skal vi honorere kundernes forventning om skarpere priser. Folk skal kunne købe deres varer billigere i vores butikker, end de kan i dag,« siger Jens Juul Nielsen.

Men Coops øgede fokus på pris – eksempelvis med den nye kæde Coop 365 – er de to eksperter også meget lunkne over.

Traditionelt har Coop nemlig haft svært ved at drive lavprissupermarkeder – godt eksemplificeret ved, at kæden Fakta har haft store økonomiske problemer og lukket et stort antal supermarkeder de seneste år.

»Der findes i forvejen stærke spillere, som koncentrerer sig om pris. Rema 1000 og Salling Group er førende på den del, så Coop kaster sig ind på en platform med meget stærke spillere. Det tror jeg ikke, de lykkes med. I stedet for at fastholde deres egen vej, gør de nu som alle andre,« siger Mogens Bjerre.

Coop
Coop Foto: Preben Madsen
Vis mere

Også Per Østergaard Jacobsen tror, at pris-dagsordenen bliver op ad bakke for Coop.

»Jeg er bange for, at Coop skyder sig selv massivt i foden. Pris spiller en rolle, men redelighed og bæredygitghed fylder mere og mere. Man sætter sig i et strategisk limbo her,« siger han:

»Det kan godt være, Coop sætter nogle priser ned, men der går 10 minutter, og så har deres konkurrenter gjort det samme. Det er en meget dyr strategi. Jeg tror ikke meget på det.«