Priserne stiger, og reglerne bliver strammet.
Har du et udpluk af de forskellige streamingtjenester på det danske marked, har du nok fået en mail eller to inden for det seneste år:
»Vi har hævet priserne.«
»Vi har ændret reglerne for at dele en konto.«
Markedet har simpelthen ændret sig, siden de spæde dage hvor Netflix var helt nyt og fremstod som et grotesk billigt alternativ til en dyr tv-pakke.
Yahoo Finance har talt med Eric Schmitt, der er er forskningsdirektør og analytiker hos konsulentfirmaet Gartner. Og han siger det direkte:
»De forretningsmodeller, der er baseret på øjne frem for indtægter, er ikke længere levedygtige,« siger han med reference til, at det tidligere handlede mere om at fange kunderne end at tjene penge.
»Vi er forbi streamings guldfeberæra.«
I Danmark kan man se det over hele linjen.
For nyligt hævede Disney+ priserne på et normalt abonnement med 38 procent og indførte reklamer på det billige abonnement.
Og både TV 2 Play og Netflix har både raslet med sablen og svunget den over kontodeling, hvor reglerne er blevet strammet.
Viaplay har også varslet løbende prisstigninger, og sådan ser det ud nærmest over hele linjen.
»Streamingtjenester er blevet ramt hårdt af virkeligheden de seneste år,« siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.
Der var en lang periode, hvor bundlinjen nærmest var ligegyldig, fordi alt handlede om markedsandele og vækst.
»Det er slut nu. Og det mærker forbrugerne så ved, at tjenesterne strammer skruen markant,« siger Niels Philip Kjeldsen.
Firmaerne brugte lave priser og en syndflod af indhold, både godt og dårligt, til at få kunder i folden.
Men både førnævnte Eric Schmitt og Niels Philip Kjeldsen tror, at kundernes forbugsmønstre er ved at ændre sig, når det kommer til streaming.
Med den nye virkelighed og de nye - og ikke lige så delevenlige - priser, løber det nemlig hurtigt op i tv-pakke-prisklassen eller mere, hvis man vil have flere streamingtjenester.
»Jeg tror helt sikkert, at det vil få mange forbrugere til at vælge en eller to tjenester fra på sigt. Det er nemt at have tre-fire tjenester, når de ikke koster det store. Men hvis de alle sammen pludselig koster langt over 100 kroner om måneden, så kommer der en reaktion,« siger Niels Philip Kjeldsen.
»Vi vil se langt flere forbrugere hoppe rundt mellem tjenesterne. Og det kommer til at presse bundlinjen yderligere. Så vi går ind i en periode med tilspidset konkurrence.«