Føtex har de seneste dage været i vælten for at have fyret den 18-årige bagerjomfru Mia Frandsen, fordi hun tog en bid af en kanelsnegl.

En sag, der giver dybe ridser i lakken, mener eksperter.

»Føtex står tilbage som en hårdhændet arbejdsgiver her, og det er ikke godt for deres omdømme.«

Det siger Frederik Preisler, ekspert i branding og kreativ direktør i Mensch, og uddyber:

»Man har villet statuere et eksempel, og så er det kammet over. Reaktionen fra Salling Group har været lidt for nidkær, og man får sagt, at hun er bandlyst for tid og evighed. Det kommer til at virke helt ude af proportioner.«

Mia Frandsen blev fyret fra Føtex, fordi hun tog en bid af en kanelsnegl.
Mia Frandsen blev fyret fra Føtex, fordi hun tog en bid af en kanelsnegl. Foto: Mia Frandsen
Vis mere

Sagen startede, da 18-årige Mia Frandsen den 14. februar efter eget udsagn blev kaldt ind på kontoret af sin chef i Føtex, Ebeltoft.

Her blev der afspillet noget videoovervågning, hvor det fremgik, at Mia Frandsen tog en bid af en kanelsnegl.

Mia forklarede, at hun under oplæring havde fået af vide, at hun godt måtte spise bagværk, der var gået i stykker.

Men den købte chefen ikke, og Mia blev fyret med beskeden om, at hun var bandlyst fra alle Salling Groups butikker.

Siden har debatten om Føtex' reaktion raset.

»Føtex står lige nu tilbage som en brutal arbejdsgiver. Folk stiller sig spørgsmålet: 'Hvorfor skal der reageres så voldsomt? Er der ingen menneskelighed til?',« siger Henrik Byager, ekspert i branding og kommunikation:

»Problemet for Føtex er, at alle taler om det her, fordi det er så nemt at forholde sig til: 'Pige spiser kanelsnegl, pige bliver fyret'. Så alle taler om Føtex i de her dage, og de taler negativt om Føtex. Man har villet statuere et eksempel og er endt i noget, man ikke havde forudset.«

Ingen af eksperterne mener dog, at det vil få økonomiske konsekvenser for Føtex:

»De her storme driver over. Det bliver svært at koge mere suppe på den kanelsnegl,« siger Frederik Preisler.

Henrik Byager mener dog, at Føtex har fået sig en lærestreg.

»Det er ikke noget, der får kunderne til at gå uden om Føtex i morgen. Men der er ingen tvivl om, at det er en lærestreg. Det er ikke godt for deres omdømme.«