Der går ikke længe, før hele verden endegyldigt ved, om det bliver Joe Biden eller Donald Trump, der skal stå i spidsen for USA de kommende fire år.

Et valg, som ikke kun får stor betydning for den amerikanske befolkning, men som på en lang række områder også vil påvirke resten af verden og helt konkret kan få betydning for danske boligejere.

Det vurderer i hvert fald Frederik Engholm, chefstrateg hos Nykredit, i et interview med Børsen.

For hvis Joe Biden vinder, lyder vurderingen, at den historisk lave boligrente vender og begynder at stige i stedet.

»Generelt ser jeg Biden som en rente op-fyr, da han har en langt mere aggressiv økonomisk dagsorden på kort sigt med større hjælpepakker, og så er hele hans program langt mere udgiftsstungt end Trumps program,« siger Frederik Engholm til Børsen og fortsætter:

»De skattestigninger, Biden har annonceret, er en brøkdel af det, han har på udgiftssiden, så Bidens dagsorden er samlet set klart mere ekspansiv end Trumps, så derfor tror jeg også, det umiddelbart vil sende renterne op, hvis vi får et klart billede af, at han vinder.«

Han understreger dog, at han mener, at det overordnet vil være bedre for markederne og verdensøkonomien, hvis Joe Biden vinder, selv om det vil gøre det dyrere at optage et boliglån.

Det baserer han på, at Biden er mere venligt stemt over for international handel og stimulus af amerikansk økonomi.