Kunderne sidder som en lus mellem to negle, mens kæmperne YouSee og Discovery angriber hinanden og tilsyneladende ikke kan komme frem til en aftale.

»Det er tydeligt, at både YouSee og Discovery er ligeglade med kunderne, som naturligt bliver usikre på, hvad der skal ske,« siger cheføkonomen ved Forbrugerrådet Tænk, Martin Salamon, til B.T.

Eksperten holder sig ikke tilbage, når han skal beskrive de uskønne forhandlinger, der er forløbet over flere måneder og formentlig er nedbrudt onsdag.

Martin Salamon er ikke sikker på, vi har hørt det sidste til forhandlingerne mellem de to mastodonter.

Ifølge ham har de nemlig begge en interesse i, at der kommer en løsning. Ellers vil 1,2 millioner seere miste op til 11 tv-kanaler efter årsskiftet.

Det skaber en naturlig usikkerhed hos kunderne, og det er uprofessionelt, mener Salamon:

»De behøvede ikke involvere kunderne, de kunne have haft forhandlingerne bag lukkede døre, sådan som professionelle virksomheder normalt gør.«

Mens giganterne kæmper, opfordrer cheføkonomen forbrugerne til at bruge anledningen til at kigge deres abonnement igennem.

Rigtig mange betaler for kanaler, de aldrig ser, og har et for dyrt abonnement, som ikke er skræddersyet til dem.

»Vi anbefaler generelt, at folk kigger på deres abonnementer hver sjette måned. Rigtig mange abonnementer er skruet sådan sammen, at kunderne betaler for mere, end de bruger,« siger Martin Salamon og fortsætter:

»Derfor kan det godt betale sig at skrive ned, hvad man ser, og finde et abonnement hos en af de mange distributører, der matcher dit behov.«

Udefra kan forhandlingerne mellem YouSee og Discovery se ud til at være gået i hårdknude med linjerne hårdt trukket op.

Men Martin Salamon mener, at de formentlig finder en løsning, for ingen af parterne er interesseret i at undvære den anden.

De spiller med musklerne – YouSee viser, at de har magten, fordi de har aftalerne med antenneforeningerne, hvor kunderne kan være mere fastlåst end andre forbrugere, mens Discovery på den anden side mener, at de har magten, fordi de leverer indholdet og derfor er tættest på kunderne.

Forhandlingerne er større end de to parter, mener Martin Salamon.

Det handler om, hvem der sidder med magten på et marked, hvor flere spillere som HBO, Netflix og YouTube æder en større og større andel.