Det er slet ikke så skidt endda, hvis man er blevet træt af Danske Bank eller Nordea - for der kan være mange penge at spare ved at skifte bank, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.

»Som bankkunde bør man se sin bank efter i sømmene hvert år eller hvert andet. Selv om man tror, man har en billig bank, kan det ændre sig.«

Sådan lyder rådet fra Lars Baadsgaard, der er ansvarlig for finansielle test hos Forbrugerrådet Tænk.

Han mener, danskerne bør skifte bank med jævne mellemrum.

»Det bør man ubetinget, ja. Finder man ud af, at ens bank ikke er konkurrecedygtig, kan man gøre sin bankrådgiver opmærksom på det. Så behøver man ikke nødvendigvis at skifte, for så kan det være, rådgiveren kan ændre på, hvad man betaler. Men hvis rådgiveren ikke kan forhandle, er det på tide at skifte,« siger Lars Baadsgaard.

Selv om der er nogle timers arbejde forbundet med et bankskifte, vil det ofte være det hele værd.

»Det meste arbejde ligger hos den nye bank. Man skal ikke holde sig tilbage,« siger han.

Ulrik Marschall, der er kommunikationschef hos det uafhængige firma Mybanker, som sammenligner bankernes priser, melder om stigende interesse for at undersøge bankernes priser.

Siden har oplevet en vækst på 25 procent, og hele 40 procent går med aktuelle overvejelser om at skifte bank, viser Mybankers undersøgelser. Det er først og fremmest priser, der afgør, om man skifter bank.

»Det kan godt være, Danske Bank-sagen skubber til nogen, der i forvejen overvejer at skifte bank. Men jeg tror ikke, at det er selve Danske Bank-sagen, der får folk til at skifte bank. Det, bankkunder kigger mest efter, er en god netbank, priser og en rådgiver, der forstår dem.,« siger han.

Hos Forbrugerrådet Tænk ser Lars Baadsgaard særligt én trend de senere år.

»Mange kunder skifter til mellemstore eller små banker. Det kan jo dels være, fordi de føler, de får bedre rådgivning, men det kan også være, de får bedre pris. Men det er ikke det samme som at sige, at man automatisk får en dårligere pris i de store banker,« siger han.