Danske boligejere har været med til en vild prisfest på boligmarkedet det seneste år, hvor husene og lejligheder er steget mere end 15 procent – i København med næsten 30 procent.

Det har fået både Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd, der rådgiver regeringen om finansielle risici, til at anbefale et indgreb.

Men efter et meget hektisk forår hos ejendomsmæglere, købere og sælgere er hverdagen lige så stille ved at vende tilbage på boligmarkedet, skriver Børsen.

De første tegn på, at aktiviteten har toppet, er nemlig begyndt at vise sig. I april faldt antallet af handler for første gang i et år.

Husene i København er steget med næsten 30 procent det seneste år.
Husene i København er steget med næsten 30 procent det seneste år. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Samtidig er også antallet af fremvisninger gået tilbage, viser tal fra mæglerkæden Home.

Fra april til maj er antallet af fremvisninger faldet med fem, ni og 21 procent for henholdsvis huse, lejligheder og sommerhuse. Sammenlignet med samme måned i 2020 er antallet af fremvisninger dog gået frem.

Ifølge privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank er faldet i antallet af fremvisninger et tegn på, at boligmarkedet er ved at blive normaliseret.

»Fremvisningerne er helt sikkert en ledende indikator. Typisk vender de først, så vender handelstallene, og så vender priserne. Derfor skal de også snarere ses som et fingerpeg om fremtiden,« siger hun til Børsen.

Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.
Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Et andet tegn på, at boligmarkedet er ved at køle ned, er salgsprocenten, som viser, hvor mange boliger, som bliver solgt, og hvor mange der bliver taget af markedet. Boligsidens tal viser, at salgsprocenten er faldet i maj for både huse, lejligheder og sommerhuse.

Louise Aggerstrøm Hansen tilføjer, at normaliseringen vil komme først i de dele af landet, hvor priserne er steget hurtigst – især i og omkring hovedstaden.

Hos Home fortæller ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen, at antallet af handler er faldende.

Hun vurderer, at faldet skyldes genåbningen, som har givet danskerne andre ting at bruge opsparingen på end at skifte bolig.

Det Systemiske Risikoråd har varslet, at det 21. juni vil fremlægge konkrete anbefalinger til indgreb på boligmarkedet.

Regeringen har meldt ud, at den ikke har planer om indgreb.