En bøde på 50.000 kroner.

Butikskæden Normal har haft besøg af Sundhedsstyrelsen og resultatet blev kontant afregning i form af to bøder.

Det skyldes, at virksomheden har fået to påbud af Sundhedsstyrelsen, skriver Horsens Folkeblad og branchemediet Retailnews.

Det ene påbud handler om 500 paller med fødevarer, som ikke kunne spores. 

Det andet påbud drejer sig om to eksterne Normal-lagre i Lille Gedved og Skive, som ikke var godkendt til at opbevare fødevarer i.

Det har ført til bøder på henholdsvis 30.000 og 20.000 kroner.

»Vi tager bøden til efterretning og har rettet op på de forhold. Vi bruger stadig eksterne lagre, men nu har vi styr på både deres godkendelse til opbevaring af fødevarer og sporbarhed. Vi har indført andre procedurer, og der er bragt helt orden i tingene,« siger administrerende direktør i Normal-kæden, Torben Mouritsen, til Retailnews.

Den danskejede koncern har over 500 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Frankrig, Finland og Portugal.

Milliardæren Anders Holch Povlsen er hovedaktionær i virksomheden.