Så skete det endelig.

Efter flere måneders snak om stigende fødevarepriser i landets supermarkeder slog det tungt igennem fra december til januar.

Supermarkederne har skruet markant op for priserne, og det udløste i januar et inflationstal – udviklingen i fødevarepriserne i Danmark – på 4,3 procent.

Det betyder, at fødevarer i gennemsnit var 4,3 procent dyrere i januar 2022 i forhold til januar 2021.

En stigning fra 1,9 procent i december. Og det er kun en start.

Sådan lyder det fra Henning Otte Hansen, professor i afsætningsøkonomi på Københavns Universitet.

Han er en af landets førende eksperter i fødevarers prisdannelse.

»Vi er på vej ind i en fødevarekrise og en prisboble. De ting, vi ser nu, er meget sammenlignelige med de foregående bobler, vi så i 2008 og 2012. Men den her prisboble bliver længere,« vurderer Henning Otte Hansen.

Et blik i Danmarks Statistik viser, at der siden starten af 2000 har været to perioder, hvor inflationstallene på fødevarer har oversteget de 4,3 procent, vi er på nu, og blevet deroppe i omkring 12 måneders tid.

Den ene gang var omkring 2007-2008, og den anden gang omkring 2011-2012.

Henning Otte Hansen forklarer:

»I begge tilfælde var der tale om fødevarekriser og prisbobler. I begge tilfælde spillede mangel på korn en ret stor rolle. Og når priserne på korn stiger, breder det sig til foder, brødpriser, æggeproduktion, kødpriser og andre ting,« forklarer Henning Otte Hansen:

»Den boble, vi er i nu, handler også om mangel på korn, fordi der er for små lagre. Men også gødning stiger for eksempel i pris, og det betyder, at landmændene ikke bare kan producere mere korn for at få priserne ned igen, for de har også andre stigende omkostninger at forholde sig til.«

Han vurderer, at danskerne skal forberede sig på, at fødevarepriserne stiger endnu mere end nu.

»Og jeg tror ikke, vi kan nøjes med et års tid eller to. Vi skal nok regne med, at der går to til tre år denne gang med høje priser,« siger Henning Otte Hansen:

»Der er mange ubekendte lige nu. Hvis vi for eksempel ser en krig i Ukraine, så er det de to største eksportører af hvede i verden – Rusland og Ukraine – der er i krig. Det vil også presse prisen op.«

Han har en opfordring til danskerne:

»Man kan godt sige: 'Spænd sikkerhedsselen de næste år', for det bliver dyrere at få mad. Måske er det nu, man skal forsøge sig med de lidt billigere alternativer,« siger Henning Otte Hansen:

»Når vi kommer ud på den anden side, vil priserne falde igen, men ikke tilbage til det niveau, vi havde før boblen. De falder langsommere og ikke lige så meget. Så på den måde er der tale om mere permanente prisforhøjelser.«