Lyt til artiklen

En pakke med 'vinterhjælp' blev fredag præsenteret for danskerne.

Her var der blandt andet tale om, at elafgiften bankes helt i bund i de første seks måneder af 2023, og at børnepenge hæves med 650 kroner per barn i januar. Men hvad betyder det for dig?

»Overordnet er det her beløber, der kan mærkes. Hvis du for eksempel har tre børn og et elforbrug på 5.200 kWh, så får du altså 4.200 kroner i første halvår af 2023 på grund af den her aftale,« forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank:

»Det her en håndsrækning til mange af de danskere, som har det lidt svært lige nu.«

Der er dog forskel på, hvor meget man mærker initiativerne rent privatøkonomisk.

»Har du børn og et relativt højt elforbrug, så kan du virkelig mærke det. Har du ingen børn og et lavt elforbrug, er vi nede i måske 100 kroner om måneden,« forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.

Én ting bliver dog afgørende.

Hvis pakken betyder, at danskerne holder op med at skære ned på elforbruget, kan det gå galt.

»I sidste ende er den samlede pris på el bestemt af udbud og efterspørgsel. Hvis det her sender forbruget op, kan det få elprisen til at stige, og så forsvinder gevinsten. Så det er afgørende, at man skærer ned på sit forbrug.«