Salget af mundbind bliver nu et af de helt store salgsemner for landets detailhandel, efter det lørdag blev påbudt, at alle skal bære mundbind i offentlig transport gældende fra om en uge.

Alle landets dagligvarekæder har allerede nu indkøbt millioner af mundbind og sælger dem til tre kroner stykket. Og nu kæmper kæden Dagrofa, der driver Letkøb, Min Købmand, Spar og Meny også for at få mundbind til børn på hylderne.

De normale mundbind passer nemlig ikke altid lige godt til små børn - de er for store og sidder løst.

Det skal der findes en løsning på, da påbuddet om mundbind gælder alle over 12 år.

Hos Dagrofa har man bestilt et stort parti mundbind til børn og tripper nu for at få dem ud i butikkerne.

»Vi arbejder på at få dem sikkerheds- og kvalitetsgodkendt hurtigst muligt. Vi ved, hvor svært det er for børn at bære de mundbind, som forhandles nu. Derfor arbejder vi på at få børnemundbind ud i næste uge,« siger Michael Christensen, kategoridirektør i Dagrofa.

Mundbindende til børn er type 2R - den højeste kvalitet af mundbind - og får en stykpris på 3,95 kroner.

På samme måde som de resterende supermarkedskæder i Danmark har Dagrofa også bestilt massive mængder klassiske mundbind hjem - 10 millioner i alt, lyder det.

Dagrofa har sænket priserne, så mundbind kommer ned i tre kroner stykket.

Det samme har Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, Coop, der driver Kvickly, Irma, Fakta og SuperBrugsen - og Rema 1000-kæden.

Alle kæderne melder, at mundbind til tre kroner stykket skulle være på hylderne i løbet af denne weekend.