Efter massive protester: Coop sætter mindeplader op for Irma


Snart er der ikke andet tilbage af butikskæden Irma end minderne.
Det vil Coop helt konkret markere ved at opsætte mindeplader for den hedengangne Irmakæde i de nye Brugser, som åbner i de gamle butikker.
Det skriver mediet DetailWatch.
Da Coop i foråret besluttede at lukke Danmarks ældste butikskæde, skabte det voldsomme protester både på de sociale medier og i form af demonstrationer.
Og det har gjort indtryk i Coop, at utilfredsheden har været så massiv, fortæller kædedirektøren for den nye samlede Brugsen-kæde, Torben Andersen.

Han afslører, at der uden for de nye Brugsen-butikker vil være en mindeplade for Irma.
»Vi har haft meget stor respekt for Irma-brandet og prøver at få det bedste med fra Irma, i og med at vi beholder vores butikschefer,« siger han til DetailWatch.
11 ud af 12 tidligere Irma-butikschefer fortsætter nemlig i de nye Brugser, og 400 tidligere medarbejdere følger også med.
De fleste af de forhenværende Irma-butikker bliver dog til discountbutikker.
28 af dem bliver til kæden 365discount, mens 11 bliver til Brugsen. Ni af de største Irmabutikker bliver til Coop-supermarkeder. 17 butikker lukkes helt.