Problemerne med lønudbetalingen for tusindvis af danskere fredag ser nu ud til at få en lykkelig afslutning.

For mange danskere skulle fredagens lønudbetaling betyde en god start på weekenden. Men problemer med it-systemet hos en lang række danske bankers it-partner BEC har resulteret i kaos og vrede kunder, som ikke har fået udbetalt løn, SU eller pension rettidigt.

BEC, der servicerer blandt andet Nykredit, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og en stribe andre pengeinstitutter, har nu fået løst de problemer, som opstod hos dem fredag morgen, og som en slags dominoeffekt spredte sig ud til pengeinstitutter landet over.

Det fortæller kommunikationschef hos BEC, Jens Møller Nielsen, til B.T.

»Langt de fleste har fået deres løn nu. Der er fortsat nogle ganske få overførsler, som mangler. Her er der er tale om samme-dags-overførsler, men sådan nogle overførsler er sjældent lønoverførsler,« siger Jens Møller Nielsen, der estimerer, at mere end 99 procent af alle lønoverførsler nu er gået igennem.

Problemerne opstod efter en forsinkelse i nattens betalinger mellem danske banker, som udløste en fejl i BEC’s systemer.  Derfor blev overførsler fra BEC-kunder til andre pengeinstitutter forsinkede. Og tusindevis af lønmodtagere fik ikke deres løn ind på kontoen, hvilket resulterede i en strøm af opkald og vrede beskeder til de ramte banker - og travlhed hos BEC.

»Telefonerne har været rødglødende hos os hele dagen. Og vi har haft rigtig mange folk på arbejde for at fikse det problem, der begyndte her hos os. Og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, det skulle ske på lønudbetalingsdag,« siger Jens Møller Nielsen, der understreger, at problemet opstod i deres system og ikke hos Nationalbanken.

Han fortæller samtidig, at BEC lægger sig fladt ned og tager skylden for de forsinkede lønudbetalinger:

»Vi er klar over, det er vores fejl, og vi er naturligvis kede af det,« siger han.

I faktaboksen herunder kan du se en komplet liste over de pengeinstitutter, der er kunde hos BEC.