Det blev lanceret som et stort tiltag, da Salling Groups direktør, Per Bank, onsdag meldte ud, at Føtex’ hjemmelevering skrottes, og at onlineforretningen nu flyttes over i Bilka for at gøre udbringning landsdækkende.

Men under overfladen ligger også en anden historie og ulmer. Historien om en Bilka-kæde, som er kommet under pres.

I et interview med Børsen antydede Per Bank Bilkas problemer, da han sagde, at omlægningen også handlede om at »give mere relevans til Bilka.«

»Discount vinder frem, og super- og hypermarkeder skal finde deres roller. Det her er en af måderne, hvor vi kan gøre det,« sagde Per Bank til Børsen.

Mogens Bjerre, lektor på CBS, er mere klar i mælet.

»Det her tiltag ligner kunstigt åndedræt til Bilka. Det er en kæde, som har det rigtig svært. Jeg synes egentlig, at Per Bank siger det ret præcist: Bilka skal finde en ny rolle,« siger Mogens Bjerre til B.T., og forklarer:

»Det, man gør her, er at tage fem Bilka-varehuse og gør dem til en form for logistikcenter for udbringning af dagligvarer. Det er simpelthen for at få mere ud af de varehuse, end man får i dag.«

Ét tegn på Bilkas problemer kom i slutningen af 2022, da Loyalty Groups årlige brancheindeks over supermarkeder viste en elendig kundevurdering.

I 2021 havde Bilka en samlet indeksscore på 60, den var drattet ned på 52 i 2022.

Den største tilbagegang blandt alle de 12 supermarkedskæder, der blev målt.

På parameteren serviceoplevelse endte Bilka som bundprop. En placering, Loyalty Group i grove træk forklarer med, at Bilkas kunder har svært ved at finde både varer og medarbejdere i Bilkas store varehuse.

Økonomisk har Salling Group ikke lagt skjul på, at Bilka i perioder har været dårligere kørende end Netto og Føtex.

Mogens Bjerre mener, at der er flere årsager til, at det ser tungt ud for Bilka.

»Der er egentlig mange ting. Reelt kan man stille spørgsmålstegn ved, om det her med et hypermarked, man skal køre til, overhovedet har en relevans i Danmark,« siger Mogens Bjerre:

»Man har forsøgt sig med flere forskellige projekter gennem årene, men det er aldrig rigtig lykkedes for Bilka. Og spørgsmålet er også, om det kommer til det.«

Bilkas direktør, Mark Nielsen, har ikke haft tid til at tale med B.T.

Det har til gengæld Henrik Vinter Olesen, som er kommunikations- og CSR-chef i Salling Group.

»Det er ingen hemmelighed, at hypermarkeder og supermarkeder er de formater, som har det mest vanskeligt lige nu, hvor kunderne søger mod discount,« siger Henrik Vinther Olesen:

»Nu har vi valgt at skifte hjemmelevering over til Bilka. Bilka har alle varenumrene liggende på deres lagre ude i butikkerne. Og det giver Bilka noget mere relevans, for de vil gerne tilbyde hele paletten. Både en god indkøbsoplevelse og at kunne levere til døren. Så det her styrker Bilkas relevans.«

Er Bilka en økonomisk presset kæde?

»Vi oplyser ikke de enkelte kæders tal. Men det er klart: Det er sjovere at være discountkæde end supermarked eller hypermarked lige nu,« siger Henrik Vinther Olesen:

»Bilka har alt fra havetraktorer og tekstil til brød og mælk. Og i den aktuelle situation er salget af havetraktorer jo lidt mindre. Det er der selvfølgelig fokus på, hvad man gør noget ved. Og der er den her udvidelse af 'Bilka to go' en del af det.«