»Kære Smily-patient, vi bliver desværre nødt til at aflyse din kommende tid hos os.«

Sådan lyder begyndelsen af den sms, tandlægevirksomheden Smily tirsdag har sendt til adskillige kunder.

Patienterne har betalt for en behandling, som de nu formentlig må skyde en hvid pind efter.

Virksomheden, som har klinikker i både Aarhus, Odense og København, er nemlig gået konkurs, lyder det i sms'en.

Er du eller har du været kunde hos Smily, vil B.T. meget gerne høre fra dig. Kontakt journalist Oliver Fruergaard på ofru@bt.dk. Mange tak!

»På grund af flere omstændigheder har vi desværre været nødsagede til at indgive konkursbegæring 13. marts 2023.«

Trustpilot skriver flere utilfredse kunder nu, at de fortsat mangler at få deres fulde behandling, som de allerede har betalt for.

»Jeg er ikke færdig med mit forløb og er ovenikøbet på det tredje (forløb, red.), da de to første ikke endte med ønsket og lovet resultat,« skriver én kunde.

»Vores problem er, at vi har forudbetalt hele forløbet,« lyder det videre.

Samme situation lader det til, at en anden står i:

»Har som flere andre fået beskeden om konkurs, og her står jeg så reelt set uden nogen varer,« skriver vedkommende, der angivelig har betalt for hele sit forløb, i kommentarfeltet, .

Smily specialiserede sig i tandretning med skinner.

Det er typisk et længere forløb, der kræver adskillige justeringer og kan koste op mod 40.000 kroner.

I en mail til en kunde, som B.T. har set, fremgår det, at firmaet giver mulighed for at betale hele behandlingen, inden den er foretaget.

Andre kunder fortæller B.T., at de er i gang med at afdrage på deres behandling til en tredjepart, virksomheden Denti, som giver lån til tandlægebehandling.

Smily har modtaget flere påbud fra Styrelsen fra Patientsikkerhed på samtlige af virksomhedens klinikker.

Påbudene omfatter blandt andet hygiejneforhold, der ikke har været i orden på klinikken i København, og som styrelsen har vurderet til at være en »risiko for patientsikkerheden ved behandling i klinikken«.

Andre går på, at Smily i flere tilfælde ikke har foretaget tilstrækkelig journalføring, ligesom klinikken ikke har lavet tilstrækkelige forundersøgelser eller diagnosticering, før behandlingerne blev indledt.

»Endvidere fremgik det, at der blev udarbejdet en behandlingsplan af et udenlandsk firma alene på baggrund af en 3D-scanning,« lyder noget af styrelsens kritik af klinikken i København.

På Trustpilot fremgår det da også af flere anmeldeler, at kunder gennem længere tid har været utilfredse med behandlingen hos Smily.

Besøger man klinikkens hjemmeside, Smily.dk, står der nu, at virksomheden grundet »flere sammenfaldende omstændigheder« har været »nødsaget til at indstille al aktivitet og drift i Smily ApS«.

»Styrelsen for Patientsikkerhed vil blive orienteret om situationen,« lyder det.

B.T. har ikke kunnet få en kommentar fra klinikken eller dens ejer, Morten Nordentoft Jacobsen, inden artiklens deadline. Ringer man til klinikken, lyder meldingen, at telefonen er ubemandet grundet sygdom.