Lyt til artiklen

Nu gik det ellers lige så godt.

Efter voldsomme prisstigninger på olie gennem 2022, som også har medført store prisstigninger på benzin og diesel, begyndte priserne at falde igen i sommer, og siden har pilen peget ned. Prisfald, der næppe fortsætter.

Det sikrede OPEC, en sammenslutning af verdens olieproducerende lande, onsdag.

Da en tønde olie var dyrest i sommer, kostede den omkring 130 dollar. Siden er olieprisen faldet og har været nede omkring 80 dollar tønden, og benzin- og dieselpriserne er fulgt med.

Da benzinpriserne toppede i juni, var literprisen hos OK Benzin 19,49 kroner, i dag er den nede i 16,09.

Men det er nok en stakket frist.

Onsdag var der nemlig møde i OPEC, og her er der ikke stor begejstring for de faldende priser, som også betyder faldende profit for producenterne.

Så de traf en beslutning, der med det samme har sendt oliepriserne op igen, og som med stor sandsynlighed snart forplanter sig til priserne for benzin og diesel.

I OPEC blev man nemlig enig om at sænke produktionen af olie med to millioner tønder om dagen for at nedbringe mængden af olie på markedet og dermed understøtte priserne.

Bag beslutningen var eksempelvis Rusland og Saudi-Arabien.

Og de traf den på trods af stort pres fra USA, der har agiteret for, at produktionen blev opretholdt for at få priserne videre ned.

Rusland har specifikt gavn af, at priserne bliver opretholdt, fordi de så fortsat kan finansiere den krig, de fører i Ukraine.

Beslutningen om at sænke produktionen af olie og understøtte prisen fik hårde ord med på vejen fra den amerikanske regering og Joe Biden.

»Det er tydeligt, at OPEC er på linje med Rusland efter dagens udmelding,« lød det fra Karin Jean-Pierre, talsmand for Det Hvide Hus, onsdag, skriver Guardian.

I en anden udtalelse fra den amerikanske præsidents sikkerhedsrådgivere lød det:

»Præsidenten er skuffet over den kortsynede beslutning, når den globale økonomi fortsat kæmper med de negative konsekvenser af Putins invasion af Ukraine.«

OPECs beslutning slog igennem allerede torsdag, hvor oliepriserne lå på det højeste niveau i tre uger.