Aldi er nu under afvikling i Danmark, efter Rema 1000 fredag meldte, at de køber 114 af Aldis 188 butikker.

En udvikling, som er enormt markant for det danske dagligvaremarked, vurderer en førende ekspert på området.

»Det er super spændende for den dynamik, der er i markedet. Rema 1000 bliver nu størst målt på omsætning. Det bliver spændende at se, om de kan omsætte det til et pres på markedet,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS.

Med opkøbet går Rema 1000 fra 362 butikker idag til 476 butikker og dermed tæt på at indhente Netto, som har 525 butikker.

Til gengæld er Rema 1000 ‘kun’ et par milliarder kroner mindre end Netto i omsætning lige nu, og derfor tyder alt på, at Rema 1000 med handlen og 114 nye butikker bliver større målt på omsætning end Netto.

»Det er voldsomt. Det er en kæmpe mulighed for Rema 1000. Og jeg tror, at vi får en meget intens kamp mellem Netto, Coop 365 Discount og Rema 1000, som alle har ambitioner om at bejle til den her titel af at være størst,« siger Mogens Bjerre.

Aldis farvel kommer i forlængelse af, at Coop har meldt Fakta helt ud af markedet ved årsskiftet. Kæden erstattes af Coop 365 Discount.

»Det er klart et udskilningsløb, vi ser. Nu er Aldi ude, Fakta har længe været på vej ud, og vi har også oplevet, at Kvickly og SuperBrugsen fusioneres. Der er en konsolidering og udskilning igang,« siger Mogens Bjerre.

Mogens Bjerre mener, at Aldis beslutning om at forlade Danmark »var den eneste rigtige« rent forretningsmæssigt.

»De har kæmpet i så mange år og er aldrig lykkedes. Aldi valgte aldrig at satse de penge eller den ledelseskraft, der skulle til. Hvis Aldi havde valgt at bruge de penge, der skulle til, havde nok lykkedes,« siger Mogens Bjerre:

»Men Danmark er et lille marked. Det skal man ikke glemme. Der er intens konkurrence. Pris fylder rigtig meget. Og vi er et land, hvor forbrugerne ikke bruger mange penge på mad. Så på mange måder er det ikke noget specielt spændende marked at være på. Det har nok også bidraget til den her beslutning.«