Det har været en af de mest iøjnefaldende udviklinger i den danske detailhandel overhovedet.

Fra målinger begyndte i 2009, er priserne bare faldet og faldet og faldet år efter år.

Faktisk er tv-skærme faldet så meget i pris, at det i dag gennemsnitligt koster en dansker 62 procent mindre at købe et tv, end det gjorde i 2009, viser data fra Danmarks Statistik.

Produktionen af tv-skærme er blevet billigere, og en voldsom priskrig mellem aktører som Bilka, Power og Elgiganten har fået priserne til at rasle ned.

Men for bare få måneder siden skete der pludselig noget.

I juli begyndte prisen at stige. Det fortsatte i august og september, og i oktober tog det så endnu et hop op. Siden juli er prisen for en tv-skærm gennemsnitligt steget med knap fem procent i Danmark.

I oktober 2021 var prisen for en gennemsnitlig tv-skærm fire procent højere end året før. Det er første gang siden 2009, at priserne er steget over et år.

»Der er flere elementer i det,« forklarer Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten:

»Men konkurrence er i hvert fald ikke en del af årsagen. Det danske marked for tv-skærme er i en helt ekstremt hård konkurrencesituation. Der er virkelig krig på kniven. I sommer så vi perioder med priser, som lignede Black Friday.«

I stedet peger han på forsyningssituationen i hele verden.

»Vi får simpelthen færre skærme hjem fra den billige del af markedet. Producenterne mangler dele, og derfor prioriterer de at lave de lidt dyrere skærme. Det betyder, at de skærme, der kommer på markedet, er i den lidt dyrere ende, og det påvirker jo gennemsnitsprisen.«

Også hos Power har man bemærket forandringen i de skærme, der kommer hjem.

»Producenterne mangler komponenter, og så prioriterer de at lave de dyrere skærme. Det er især de skærme, der ligger under 5.000 kroner, vi får langt færre hjem af,« forklarer Simon Frølich, Sales Manager i Power:

»Det betyder, at mange køber skærme nu, som er 1.000-1.500 kroner dyrere end normalt. Men så får man altså også en markant bedre skærm.«

Han forventer dog ikke, at bunden af markedet permanent er hævet, eller at producenterne fremover helt vil droppe de billigste modeller.

»Det kommer til at normalisere sig. Men vi kommer nok over på den anden side af sommeren eller måske ind i 2023, før vi ser det normale antal skærme i de billigste segmenter igen,« siger Simon Frølich:

»Konkurrencen i Danmark fejler i hvert fald ikke noget. Det er klart et af de lande i verden, hvor det er billigst at købe et tv.«