Boligmarkedet har netop fået besøg af en gæst af den mere sjældne art.

For mens det normalt er villaer, rækkehuse, lejligheder og sommerhuse, der udgør besætningen på den danske boligskude, så har et badehotel netop meldt sig blandt parceller og etagemeter, nemlig Allinge Badehotel.

Det oplyser boligsitet Boliga.dk.

Hotel-ejendommen ligger helt ud til Næs Strand og Østersøen og tæller 787 kvadratmeter, hvoraf langt de fleste går til hoteldelen.

Alle gæsteværelserne er med eget bad og toilet, og overvejer man muligheden for at slå sig ned på Øen i Søen som krofatter eller mutter, kommer man da heller ikke til at undvære sin daglige dusch.

Der hører nemlig også en privat afdeling med til ejendommen, og her findes naturligvis både køkken, bad og en stue med adgang til en privat terrasse.

Historisk charme

Allinge Badehotel er til salg hos liebhavermæglerkæden Lilienhoff, og i deres salgsmateriale understreger de blandt andet, at 'stedets charme udspringer af den gamle bindingsværksgårds historie'.

Byskrivergården, som Badehotellet ligger i, daterer sig da også helt tilbage til 1774 og har længe fungeret som muligt tilholdssted for Bornholms besøgende.

Vil du fremover være den, der skal byde overnattende gæster velkomne på badehotellet i Allinge, skal der ifølge oplysninger fra Boliga.dk punges ud med 11,5 millioner kroner.

Dermed er hotellet den dyreste ejendom, man netop nu kan købe på Bornholm.

Øens næstdyreste udbudte ejendom er således en grund på godt 5,2 hektar, der står til 9,5 millioner kroner. Men så får man til gengæld også en bid af det unikke, klippefyldte naturområde Ekkodalen.

Se Allinge Badehotel her