Så skal vi til det igen!

I år ligger den store dag den 14. marts.

Her kommer millioner af danskere forventningsfuldt til at sidde i digital kø i en time for at komme ind på Skattestyrelsens hjemmeside og få åbenbaret, om tallene på årsopgørelsen er røde eller grønne.

Er de grønne, får du nogle af dine egne penge tilbage i skat.

Er de røde, står Skattestyrelsen med hånden fremme, klar til at opkræve en ekstraregning.

Langt de fleste af os logger ind, får en god eller dårlig nyhed, og logger så ud igen med et smil på læben eller en tung følelse i kroppen alt efter resultatet.

Alt andet føles uoverskueligt – især efter en time i kø.

Det skattesystem, vi er underlagt, er nærmest ikke til at forstå for nogen i det her land – heller ikke altid dem, der har taget lange uddannelser med fokus på netop dét: At forstå skattesystemet.

For det første kan det være enormt svært at forstå, hvad man kan få fradrag for, hvor store de fradrag er, og hvor i alverden man finder de felter, man kan registrere den slags i.

For det andet er det nærmest umuligt for mange danskere at gennemskue, om de tal, Skattestyrelsen selv har tastet ind, er korrekte, og om alt det, der kommer dig til gode, reelt er registreret.

Kørselsfradrag er for eksempel ikke registreret. Taster du ikke selv det ind, bliver du ganske enkelt snydt.

Det er absurd, at vi har så indviklet et skattesystem med så mange mærkelige og uforståelige lag.

Men du må ikke give op. Det kan godt være, du er oppe mod et stort og tungt system, som i hvert fald nok skal sørge for at ribbe dig nådesløst, hvis du har dummet dig og betalt for lidt i skat.

Det handler om at være vågen. Gøre en indsats. Bruge de timer, det tager at sætte dig ind i tingene.

Der er faktisk flere måder, du kan gøre det på.

Læs de guides, alverdens medier – herunder B.T. – udgiver i dagene op til. Skattestyrelsen laver også lister med punkter, du skal huske at se på.

Generelt er det bare en god idé, at du orienterer dig bredt og virkelig investerer et par timer i at sikre, at regnskabet går lige op.

Det er et sted, det virkelig kan betale sig at gøre sig umage.

Det kan ende med at blive den bedste timeløn, du har tjent i dit liv!