I takt med at DSB's 7-Eleven-kiosker på landets togstationer de seneste år har langet et stigende antal pølsehorn, croissanter og salater over disken, er millionerne væltet ind.

I 2018 lød overskuddet på 25,9 millioner kroner. Det bringer det samlede overskud i DSB's 7-Eleven-kiosker op på 176,7 millioner kroner siden 2012. DSB lukrerer på to fordele.

Det mener Mogens Bjerre, lektor på CBS.

»Beliggenheden er selvfølgelig afgørende. De her butikker har placeringer med stor kundestrøm, hvor folk meget hurtigt kan få noget mad, før de skal videre,« siger han og uddyber:

»Og så kan DSB tillade sig at tage lidt højere priser end normalt i de her 7-Eleven-butikker. Folk er villige til at betale mere, når de bare skal have noget hurtigt og har travlt. De lidt højere priser bidrager jo også til sådan et flot regnskab,« siger Mogens Bjerre.

Succesen har i sær været drevet af, at DSB's kiosker under navnet Kort & Godt i 2011 blev lavet om til 7-Eleven-butikker.

DSB ejer fortsat kioskerne – de drives blot efter 7-Elevens franchise.

Sidste år omsatte DSB's i alt 62 kiosker for knap 893 millioner kroner. Kun 73 millioner kroner var billetsalg.

Godt halvdelen af de resterende 820 millioner var mad og drikke.

»Vi har været inde i en stor transformation, hvor vi er gået fra at sælge rigtig mange billetter til at satse mere på mad, fordi billetsalget i stigende grad er blevet digitaliseret og flyttet ud af kioskerne,« forklarer Søren Skovdal Rasmussen, direktør for Kort & Godt A/S:

»Vi ved, hvad kunderne vil have, og det har vi udnyttet.«

»De efterspørger i stigende grad at spise på farten, så vi er klar med lækker og indbydende mad, når de ankommer.«

Søren Skovdal Rasmussen erklærer sig stolt af de flotte regnskaber.

Han afviser, at overpriser på mad og drikke er nøglen til de mange millioner.

»Vores salater er ikke meget dyrere end Nettos, og de tjener da også penge,« siger Søren Skovdal Rasmussen:

»Men jo: Vi sælger varer, der er nemme for kunderne. Drikkevarerne er kolde, maden er varm, og alt er klar, når de kommer. Det giver lidt ekstra omkostninger.«