Tilbudskrigen mellem de danske supermarkedskæder har aldrig været hårdere, men nu trækker Danmarks største supermarkedskæde, Netto, hårdt i bremsen.

Det helt store supervåben, som supermarkedskæderne hver uge benytter sig af til at få kunder i butikken, dropper Netto i næste uge.

Det er den trykte tilbudsavis, som Netto hver uge trykker i 1,3 millioner udgaver, som helt udgår i uge 7.

På det sociale medie Linkedin skriver Michael Løve, direktør i Netto, følgende om beslutningen:

»Vi er en smule nervøse, for tilbudsavisen er klart det mest effektive medie, vi har i dagligvarehandlen,« skriver Michael Løve blandt andet og uddyber:

»Men vi giver det et forsøg, fordi kunderne bliver mere og mere digitale i forhold til, hvor de finder tilbud, shopper, betaler og så videre. I den forbindelse taler vi tit om, hvor meget den fysiske tilbudsavis reelt betyder, men vi har ikke prøvet grænserne af på denne måde før.«

Han forklarer, at også klimaaftrykket af de trykte aviser og stigende omkostninger til at få dem produceret og trykt er en del af årsagen til, at man forsøger med en uge uden aviserne.

Også, Per Bank, topchefen for Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, har været på de sociale medier og reklamere for Nettos tiltag.

»Det er en test henimod på sigt at opgive den fysiske tilbudsavis. Det er dog lang vej igen, da det stadig er den mest effektive markedsføingskanal,« skriver Per Bank om Nettos tiltag.

Hos konkurrenten Coop hilser koncerndirektør Per Thau Nettos initiativet velkommen.

»Vi trykker 84.000 tons tilbudsaviser i Danmark om året. Beregninger viser, at det udleder 366.000 tons CO₂ om året. Det ville være godt at komme af med den belastning,« mener Per Thau.

For to år siden droppede Coop den fysiske tilbudsavis i Dagli'Brugsen, og flere uger om året udkommer der ikke tilbudsaviser for Irma, SuperBrugsen og Kvickly.

Coop er fortaler for et totalt stop af fysiske tilbudsaviser.

Derfor sendte Coop i 2019 et åbent brev til klimaminister Dan Jørgensen med en opfordring om politisk indgriben.

»Problemet er, at vi på tværs af branchen holder hinanden i et jerngreb, for det har jo en effekt at sende tilbudsaviser ud. Derfor vil det være godt, hvis vi blev tvunget i en retning om at få det udfaset,« siger Per Thau.

Men hvorfor kræver det et politisk indgreb, kunne I ikke bare blive enige om det i branchen?

»Principielt kunne vi godt gøre det, men spørgsmålet er, hvordan man bliver enige om det. Det ville være enklere, hvis politikerne besluttede det,« understreger koncerndirektøren i Coop.