Dine valg på rejsen kan have stor betydning for, hvem der får gavn af dine penge.

København. Turisme kan være et tveægget sværd for lokalbefolkningen. For når gæsterne ankommer, har de gerne lommerne fulde af penge, men de har nogle gange efterladt omtanken derhjemme. Så er der bare dømt rendyrket ferie.

Turismen kan sætte gang i væksten, og indtægterne fra turisme kan være med til at vedligeholde de lokale attraktioner. Men uansvarlige turister kan også være ødelæggende for naturen og lokalsamfundet.

Ifølge turismeforsker Peter Kvistgaard fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet handler det om at tage en del af ansvaret på sig som forbruger - og overveje i hvilke lommer ens penge havner.

- Man skal blive bedre til at træffe nogle beslutninger, hvor man ved, hvor pengene lander henne. Pengene bør så vidt muligt blive det lokale sted, man besøger, siger han.

Booker man rejsen gennem et internationalt firma og bor 14 dage på et all inclusive-hotel, hvor man ikke behøver at forlade matriklen, så falder der ikke meget af til de lokale.

- All inclusive betyder, at alle pengene bliver på hotellet. Det gør ikke noget godt for lokalbefolkningen, siger Peter Kvistgaard og uddyber:

- I nogle af de byer, hvor der er meget all inclusive, kan vi se, at der er faldende aktivitet hos restaurationer rundt om. Taxachaufførerne klager også over det. Det er simpelthen, fordi hotellerne gerne vil have gæsterne så meget som muligt.

Han råder derfor til at booke overnatninger via lokale, gøre brug af de lokale restaurationer, købe sine udflugter gennem en lokal aktør og bruge de lokale markeder.

Med bevidste valg kan man passe på stedet og de lokale - og lade pengene gå til dem, der rent faktisk bor på destinationen.

Janne Liburd er professor på Center for Turisme, Innovation og Kultur på Syddansk Universitet, og hun pointerer, at man skal huske sin kritiske sans.

- I vores hverdag er vi ofte kritiske forbrugere og har blik for, hvad der står på varerne, og hvor de kommer fra. Og det er i virkeligheden den opførsel, man ikke skal lade blive hjemme, men tage med i kufferten, siger Janne Liburd.

- Så der skal større opmærksomhed på at købe lokalt, spise lokalt og måske også sætte sig lidt mere ind i lokale forhold, især hvis man rejser til mere fremmedartede destinationer, hvor kulturen er meget anderledes, tilføjer hun.

Det handler om at se sine handlinger i et større perspektiv, mener Peter Kvistgaard. Hvad bliver konsekvensen, hvis alle turister agerer sådan?

- Måske er det ikke et problem, når du smider et cigaretskod i vandet. Men det bliver det, når de næste 100 gør det samme, forklarer han.

Fakta: Overvej, hvor pengene skal ende

- Undersøg muligheden for at booke overnatning, der er ejet af lokale. Eller hos en virksomhed, som prioriterer CSR (Corporate Social Responsibility, red.) til gavn for de lokale.

- Brug de lokale restauranter, street food og markeder.

- Se på mulighederne for at bestille udflugter gennem lokale aktører.

- Brug pengene uden for hotellet i stedet for at vælge all inclusive.

- Overvej transportmuligheder - både til og på destinationen.

Kilde: Peter Kvistgaard, Janne Liburd.

/ritzau fokus/