Lige som mange andre, så skal svømmehallerne spare, der hvor man kan.

Det betyder lavere temperaturer i badevandet, kolde saunaer, mulige lukninger af svømmehaller og fælles sauna.

Det skriver TV 2 Lorry.

Tidligere på ugen valgte Rødovre Kommune at slukke for saunaerne i både dame- og herreomklædningen i Vestbadet. Det gjorde man på baggrund, da man vurderede, at de stod for omkring 25 procent af svømmehallens strømforbrug.

Og i Taastrup Svømmehal har man valgt at sænke temperaturen i alle bassiner med én grad og slukke den ene af to saunaer.

Den fungerende sauna er i stedet blevet til en fælles sauna for mænd og kvinder.

Derudover er man i gang med at gennemgå hallens belysningen med henblik på at finde besparelser.

Mediet har kigget på fire andre kommuner i hovedstadsområdet – Rudersdal, Roskilde, Furesø og Frederikssund – som også netop har haft nye sparetiltag for svømmehaller oppe til møder i økonomiudvalgene.