Danmarks Radios streamingtjeneste, DRTV, har i dag, tirsdag den 12. november, gennemgået en kæmpe forandring.

Efter flere måneders arbejde relancerer DR nemlig DRTV med en helt ny brugerflade, der skal give danskerne noget nær samme oplevelse, som når vi bruger kommercielle tjenester som Netflix og Viaplay.

Det bekræfter DR overfor B.T.

Relanceringen er allerede sket - og danskere, der går ind på dr.dk/drtv/ eller opdaterer deres DRTV-app vil allerede nu se den nye brugerflade.

Relanceringen betyder blandt andet, at DRTV i højere grad – via algoritmer – vil præsentere dig for programmer, serier og film, du umiddelbart er interesseret i.

Det kan algoritmerne regne ud baseret på de ting, du tidligere har set på tjenesten.

’DRTV indeholder flere tusinde programmer, og hver eneste dag kommer nye til. Den nye version af DRTV skal sikre, at det indhold kommer bedre i spil og skaber værdi for den enkelte bruger,’ udtaler Michael Arreboe, digital chef for DR, i en pressemeddelelse.

Relanceringen er led i en bredere strategi i DR, hvor man i stigende grad vil følge med brugerne fra flow tv over til streamingløsninger ’on demand’.

DRTV's udtryk er nu mere lig kommercielle tjenester som Netflix, Viaplay HBO.
DRTV's udtryk er nu mere lig kommercielle tjenester som Netflix, Viaplay HBO. Foto: DR's hjemmeside - udklip
Vis mere

DR har selv fremsat et mål om, at seks ud af ti danskere skal se noget af DR’s indhold via DRTV i 2025.

I pressemeddelelsen forklarer DR også, at noget af al det indhold, som forsvinder fra tv-skærmene, når flere af DR's kanaler lukker ved nytår - eksempelvis DR3 - rykker over på streamingtjenesten.

DR forklarer også, at man fremover vil begynde at tænke sit indhold mere digitalt.

Derudover vi flere serier og film være tilgængelige på tjenesten i længere tid, end de er i dag.