Pizzakæden Domino's, som det seneste år har været ramt af en række fødevareskandaler i Danmark, er nu klar til at slå dørene op i Danmark på ny.

2. marts gik Domino's i Danmark konkurs, og 10. april blev konkursboet så opkøbt af Domino's Pizza Enterprises, som driver 2.400 Domino's-restauranter på verdensplan. Nu går de for alvor ind på det danske marked.

Det sker først og fremmest mandag 24. juni, når de slår dørene op for Domino's i Roskilde.

Det oplyser Domino's Pizza Enterprises i en pressemeddelelse, de har sendt til B.T.

Her oplyser de samtidig, at de lige nu arbejder på at åbne 16 Domino's-restauranter i Danmark.

Det skal blandt andet ske i Randers, Odense, Aarhus og i særdeleshed i københavnsområdet.

I pressemeddelelsen gør de nye ejere meget ud af at lægge afstand til de tidligere ejere i Danmark, som havde ansvaret for de mange skandaler og i sidste ende kædens konkurs.

Domino's Pizza Enterprises, der er baseret i Australien, kalder blandt andet relanceringen 'The real Domino's'.

'Vi elsker pizza, og vi er pizza people, og vi håber, vi får lov til at vise danskerne, at vi er anderledes og bedre end før,' er Kellie Taylor, der bliver landechef for Domino's i Danmark, citeret for at sige i pressemeddelelsen.

For at vise, at Domino's er noget andet end det koncept, der endte med en række skandaler, er planen at opdatere menukortet væsentligt.

Derudover vil butikkerne blive indrettet anderledes, end de var i den tidligere udgave af Domino's i Danmark.

Det var især dårlig hygiejne, der gav anledning til skandaler og grimme sager i pressen for de tidligere ejere af Domino's.

Det adresserer de nye ejere af kæden også i pressemeddelelsen, hvor de forklarer, at de både har teknologi og deres egen kontrolgruppe til at sørge for, at hygiejnen er i orden i restauranterne.

De nye ejere af Domino's i Danmark driver i forvejen 2.400 pizzarestauranter over hele hele verden.

De driver i dag Domino's i Australien, New Zealand, Japan, Belgien, Frankrig, Luxemburg, Tyskland, Holland – og altså nu også Danmark.

Kellie Taylor, der skal stå for genrejsningen af Domino's i Danmark, har været i Domino's Pizza Enterprises i 11 år – blandt andet i Holland og Tyskland.