Da YouSee onsdag meldte ud, at Discovery Networks' 11 tv-kanaler fra den 1. januar forsvinder fra YouSee-kundernes tv-apparater, blev Discovery Networks' forretningsgrundlag i Danmark med et fingerknips halveret.

Og selvom konflikten mellem Discovery og YouSee har stået på i flere uger, landede meldingen som en bombe – og en overraskelse – hos Discovery.

»Jeg var ikke klar over, at vi var i en situation, hvor vi ikke kan nå at lukke en aftale,« siger Chrisitan Kemp, direktør for Discovery Networks i Danmark:

»Der er da ingen tvivl om, at det her er en super, super alvorlig situation. Hvis vi var en danskejet virksomhed, og vi skulle sige ja til det, YouSee vil have os til at sige ja til, så skulle vi lukke og slukke. Det er kun, fordi vi er globalt ejede, at vi kan tænke ud over det her.«

Christian Kemp vil ikke sætte tal på, hvor stort et økonomisk tab der er tale om, men siger:

»Det får selvfølgelig en betydning for, hvordan vi fremadrettet driver vores forretning.«

Forhandlingerne fortsætter dog.

YouSee meldte onsdag ud, at man fortsat er i dialog med Discovery Networks og håber på at kunne få de 11 kanaler – som blandt andet tæller Kanal 4, Kanal 5, 6'eren og Canal 9 – tilbage i YouSees pakker i løbet af 2020.

Lige nu aner Christian Kemp ikke, hvor det hele ender.

»Vi vil rigtig gerne have en aftale med YouSee, men det skal være på nogle vilkår, som ikke er diskriminerende og konkurrenceforvridende. Lige nu forsøger YouSee at presse os ud af markedet,« siger han:

»YouSee har med deres adfærd mere eller mindre sagt, at de ikke ønsker at betale for vores indhold. YouSee tænker ikke på deres kunder. De tænker kun på penge.«

Men hvad med Discovery Networks selv? Kunne de ikke have ageret anderledes og kommet YouSee mere i møde, så kunderne stadigvæk kan se Discoverys kanaler i det nye år?

»Det er ikke os, der har fravalgt YouSee. Vi vil rigtig gerne lave en aftale, men ikke på de vilkår,« siger Christian Kemp, der har stor forståelse for, at kunderne er frustrerede:

»Jeg kan da godt forstå, at folk, der ser det her udefra, tænker: 'Er der ikke en voksen til stede?' Ingen gider den her situation, og for mig virker det bare mærkeligt, at det lige præcis er os, det skal gå ud over. At det er os, der skal presses ud.«

Selvom Discovery fortsat håber på en aftale med YouSee, forbereder man sig nu til en fremtid uden. En fremtid, hvor man ikke har adgang til YouSees 1,2 millioner kunder via tv-pakker.

»Vi lever også videre uden YouSee. Det vil kræve store investeringer, hvor vi samarbejder mere med vores andre partnere, og hvor vi fokuserer mere på det digitale i form af Dplay,« siger Christian Kemp:

»Plus-siden er så måske, at man får opbygget en stærk, digital platform.«

Hos YouSee afviser man blankt, at man presser Discovery Neworks ud af markedet.

»Det får vi intet ud af overhovedet, så det her er på ingen måde et forsøg på at presse dem ud. Det her handler om, at vi bliver nødt til at tilpasse os efter kundernes behov,« siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee:

»Det her er ikke nogen spareøvelse. Vi vil ikke hæve prisen for at tilbyde noget, der bliver set mindre. Vi tager noget indhold og erstatter det med indhold, der er mere populært og mere set. Så det her er en forbedring.«