Tirsdag åbnede den første Basalt-butik i Kastrup.

Basalt, som hører under Salling Group, har sat sig for mål at åbne ti butikker inden jul. Kædedirektør hos Netto og Basalt, Braw Bakir, satser på, at der skal åbnes mange flere, når året hedder 2023.

Det skriver Fødevarewatch.

»Vi er parate til at åbne 20-30 mere i starten af det nye år, hvis kunderne tager godt imod det. Men nu tager vi de første ti, og så evaluerer vi engang til jul,« siger Braw Bakir.

Discountkæden kommer i starten til kun at åbne i tidligere Netto-butikker, men man satser på at finde nye lokationer, som tiden går.

Basalt lover, at varerne i gennemsnit vil ligge på et prisleje 15 procent under discount. Derfor skal man blandt andet sælge mellem fem og otte gange mere, som de tidligere Netto-butikker skulle, ifølge kædedirektøren.

Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi butikkerne ikke kommer til at sælge varer, der skal være på frost eller køl.

Onsdag åbner yderligere to Basalt-butikker i Viby ved Aarhus og i Helsingør.

Netto, Bilka og Føtex hører også under Salling Groups vinger.