Et nyt mærke har ramt hylderne hos Coops discountkæde.
Mærket hedder Coop 365 hverdag, og det er kædens tredje 'private brand', som man nu kan finde i tilbudsaviserne, skrev Dagligvarehandlen, som de første.
Til B.T. forklarer Jeff Salter, der er kommerciel direktør i discountkæden, at det fremadrettet skal dække alle kunders behov.
»Produkterne er på hylderne, og de nye produkter skal dække bunden i sortimentet,« siger Jeff Salter og forklarer, at det ikke kun er kaffeprodukter, men et større sortiment.
»Det er blandt andet med til at erstatte nogle af Coops andre produkter, herunder Xtra, og man kan kun få Coop 365 hverdag hos os.«
Jeff Salter understreger, at det nye mærke handler om at sikre kunderne, at de kan få god kvalitet til billige penge, og der er mere af det på vej.
»Vi har omkring 100 produkter, som er på vej til hylderne, som hører under nye Coop 365 Hverdag, der både samler produkter op fra Coop-brandet og Xtra,« siger Jeff Salter og fortæller yderligere, at et kommende premium-brand også er på trapperne.
Ifølge B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, så er et nyt 'private brand' et tegn på en rivende udvikling.
»Det er endnu et offensivt skridt fra Coop 365 Discount, som lige nu har momentum, er inde i en rivende udvikling, og som på relativt kort tid har fået banket en succesfortælling på benene.«
»At man ruller de her brands ud så kort efter den totale konvertering af Fakta-butikkerne til Coop 365 Discount, er udtryk for, at man selvfølgelig forsøger at holde momentum kørende og forsøger at holde foden tungt på speederen.«

B.T.s forbrugerredaktør forklarer, at disse egne mærker fylder enormt meget på hylderne i Danmark, både fordi de er billige og alternativer til mærkevarer.
Hvilket især er vigtigt i disse inflationstider, men også fordi de skaber kundeloyalitet.
»Lige nu står Coop 365 Discount i en situation, hvor de faktisk vinder pristjek indimellem – hvilket Fakta-kæden stort set aldrig gjorde – og hvor brandmålinger viser, at kæden klarer sig markant bedre end forgængeren Fakta. Coop har virkelig formået at skabe noget her og stemple hårdt ind på discountmarkedet.«
»Så det er helt naturligt, at Coop 365 Discount skynder sig at få rullet den her brandidentitet ud og bliver ved med at bygge på den her Coop 365-historie.«
