Det danske vejr begynder at dufte af pølser på grillen, men der er mange overvejelser, når madlavningen rykkes udenfor på "sommerkomfuret"

København: Sommeren er lige om hjørnet, og det samme er formentlig duften af pølser på grillen. Her er, hvad du skal huske på, når madlavningen rykker udenfor på "sommerkomfuret".

Kun de største pessimister brokker sig over maj måneds vejr og temperaturer indtil videre, og solskinnet lokker mange danskere ud i haven, hvor aftensmaden både kan nydes og tilberedes. På grillen, naturligvis.

Det store spørgsmål, ud over pølser eller bøffer, er til gengæld, om du skal bruge en gasgrill eller en kulgrill.

Men det afhænger helt af, hvad folk har størst fornøjelse af. Smagen er ikke nødvendigvis bedre, hvis man vælger en kulgrill, lyder vurderingen fra Anders Jensen, også kendt som Weber-Anders.

- Til pølser, bøffer, koteletter og alle de andre almindelige retter, så er gas helt fint, men hvis du for eksempel skal lave en hel kylling eller en flæskesteg, så er der rigtigt mange, der vil have gavn af at bruge en kulgrill. Med kul er hyggefaktoren også meget større i min verden, indrømmer den danske VM-griller.

Han er netop på vej til VM i BBQ i USA, hvor han repræsenterer Det Danske Grilllandshold, der tidligere har vundet flere medaljer ved internationale mesterskaber.

Den danske landsholdsgriller er personligt mest til kulgrill, men han forstår godt, hvorfor mange danskere vælger den lettere løsning med en gasflaske.

- Kulgrillen vil altid give en mere autentisk, røget træ-grillsmag, men balancegangen er jo også, at man ikke skal brænde kødet, og her er der mange, der synes, at gasgrillen er lettere at kontrollere, siger Anders Jensen.

Når man først har besluttet sig for, om man er til gas- eller kulgrill, så er der stadig mange valgmuligheder tilbage. For hvad skal grillen koste?

Uanset dit budget, så kan der være mange ekstra penge til kød og en ny grilltang, hvis du sonderer markedet, inden du køber, lyder det fra Søren Knudsen, som er kommunikationschef hos pricerunner.dk.

- En grill er typisk en sæsonvare, og det betyder også, at det er en tilbudsvare. Der er altid et byggemarked eller en kæde, der har en særlig grill på tilbud, og her er der altså mange penge at spare, hvis man lige bruger et minut på at få overblik, siger Søren Knudsen.

På enkelte grillmodeller er der op til 68 procent at spare, hvis du lige slår koldt vand i blodet og går over i butikken på den anden side af gaden, vurderer han.

Men der er ét punkt, hvor kulgrillen trods alt vinder over gasgrillen, når man spørger en landsholdsdeltager.

- Det er lidt mere sejt og giver lidt mere "street credit" at fortsætte med at bruge kul, når nu de fleste andre er begyndt at bruge gas, mener Anders Jensen, som har været på Det Danske Grilllandshold siden 2008.

Fem gode grillråd:

- Brug mindre kul. Du skal kun fylde din grillstarter halvt op. Det er typisk rigeligt til en almindelig grill.

- Hav flere grilltænger klar. Det er mere hygiejnisk, hvis du bruger en tang til det rå og en tang til det grillede kød.

- Sørg for at grillen er ordentligt varm, inden du lægger din mad på risten. På den måde sikrer du, at eventuelle bakterier bliver brændt af.

- Tag altid dit grilludstyr ind igen om aftenen. Hunde, katte og ræve snuser sig let vej til en fedtet grilltang.

/ritzau/FOKUS